Byggefirma snyder ansatte for millioner

Polske BRB Group tjener penge på store byggerier i Danmark. Men de snyder deres ansatte groft, siger 3F, der nu står klar med krav på seks millioner kroner.

Adam, Adrian og Henryk blev snydt for mere end 40.000 kroner hver. - BRB løj for os, de stjal fra os og smed os ud, siger Adrian.  (Foto: Per Daugaard.)Adam, Adrian og Henryk blev snydt for mere end 40.000 kroner hver. - BRB løj for os, de stjal fra os og smed os ud, siger Adrian. (Foto: Per Daugaard.)

Det polske byggefirma BRB Group har snydt sine ansatte og betalt flere af dem 10 kroner i timen. I alt har BRB Group snydt sine godt 60 polske ansatte på flere byggepladser i Danmark for op mod seks millioner kroner for manglende løn, pension og overarbejde, afslører 3F Bygge, Jord, Miljø i København. De vil nu trække BRB Group i Arbejdsretten. 47-årige Henryk Baranowskim er en af de polske byggearbejdere, der er blevet snydt. Han tog til Danmark for at forsørge sin familie. Men da han og nogle kollegaer spurgte til, hvorfor de ikke fik den lovede løn, så blev de fyret. - Jeg ville tjene penge, så jeg kan forsørge min kone og mine to børn i Polen. Min drøm er at tjene nok til, at vi kan flytte i vores egen lejlighed, så vi ikke skal bo hos mine svigerforældre, forklarer Henryk Baranowskim. Han arbejdede til 32 kroner i timen og blev snydt for 40.000 af BRB Group.

Månedsløn på 2.000 kroner

Flere af de ansatte, som Nyhedsbrevet 3F har talt med, har fået en månedsløn på under 2.000 kroner plus logi og 300 kroner til kost. - BRB løj for os, de stjal fra os og smed os ud. Jeg vil gerne tjene penge og leve her som et normalt menneske. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, siger en anden tidligere ansatte 20-årige Adrian Hejducki. Adrian Hejducki og Henryk Baranowskim blev indlogeret i et hus i Hellerup, hvor de 12 mand delte tre værelser, et toilet og et lille køkken. Huset var faldefærdigt, og der var svamp på væggene. - Det er forkasteligt, at de snyder de ansatte og i øvrigt byder dem at bo tre mand på syv kvadratmeter i et hus med svamp på væggene, siger Flemming Hansen, faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø i København. - Vi er blevet behandlet som affald. Dyrene i Polen bliver behandlet bedre, end vi gjorde af BRB Group, siger Adrian Hejducki.

BRB Group: Ingen kommentar

BRB Group er blevet væk fra flere fagretslige møder, som 3F og Dansk Byggeri har indkaldt dem til. Hverken BRB Groups ejer Lukaz Rita, firmaets repræsentant i Danmark Jolanta Babik eller deres danske advokatfirma Tærø Nielsen & Hulgaard Advokater vil kommentere sagen over for Nyhedsbrevet 3F.