Mangemillionær hyrer fup-firma for tredje gang

For tredje gang hyrer mangemillionær Frank Quistgaard Holst et polsk firma, der underbetaler sine ansatte til sit store byggeprojekt.

Den omstridte Robinson-vinder og mangemillionær Frank Quistgaard Holst har nu for tredje gang hyret et polsk firma, der underbetaler sine ansatte. (Foto: TV3/Bo Leihof)Den omstridte Robinson-vinder og mangemillionær Frank Quistgaard Holst har nu for tredje gang hyret et polsk firma, der underbetaler sine ansatte. (Foto: TV3/Bo Leihof)

Den omstridte Robinson-vinder og mangemillionær Frank Quistgaard Holst har nu for tredje gang hyret et polsk firma, der underbetaler sine ansatte, til at arbejde på sit byggeri i Rødovre. Denne gang har Frank Quistgaard Holst valgt det polske firma A-Plus til at bygge sine rækkehuse færdige. Ifølge flere af de ansatte på pladsen, som 3F Bygge, Jord og Miljø har talt med, så betaler A-plus hverken feriepenge eller pension til sine godt 15 ansatte, og timelønnen er under 100 kroner, hvilket er langt under overenskomsten. A-Plus har afvist at tegne overenskomst med 3F og betaler ikke nogen skat, fortæller Flemming Hansen, faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø. Han er rystet over igen at få en sag fra Frank Quistgaard Holst. - Den mand spekulerer kynisk i at få små omkostninger til sit byggeri, ved at hyre udenlandske firmaer, der bevidst omgår overenskomsten. Han må være ligeglad med den dårlige omtale, siger Flemming Hansen. Derfor varsler 3F Bygge, Jord og Miljø nu en sympatiblokade mod firmaet, så ingen medlemmer af en LO-fagforening kan levere materialer eller udføre opgaver på pladsen. Flemming Hansen håber, at det kan presse A-Plus til at tegne overenskomst.

Hyrer fup-firma for tredje gang

Frank Quistgaard Holst har tidligere brugt firmaet BRB Group til sit byggeri i Rødovre. BRB Group betalte flere af de ansatte på pladsen 10 kroner i timen. Nu er firmaet flygtet ud af Danmark, imens 3F har rejst krav om otte millioner kroner for manglende løn til de polske ansatte. Og før BRB Group arbejdede et andet firma, Nova Bau, for Frank Quistgaard Holst. Nova Bau flygtede også ud af landet med millionregning for manglende løn og skat. - Når han to gange tidligere har hyret firmaer, der underbetalte deres ansatte, så burde han være mere på dubberne og sørge for regulære forhold til de ansatte. Men det interesserer ham åbenbart ikke, siger Flemming Hansen.

Robinson-vinder: Ingen kommentar

Nyhedsbrevet 3F ville gerne have spurgt bygherre Frank Quistgaard Holst om, hvorfor han for tredje gang har hyret et firma, der underbetaler sine ansatte. Men hans eneste svar til Nyhedsbrevet 3F var: - Jeg har ingen kommentar. I må snakke med min advokat. A-plus har ikke svaret på Nyhedsbrevet 3F's henvendelser om sagen.