Kampen mod Nova-Bau fortsætter
Demonstration og aktion mod det polske byggefirma Nova-Bau onsdag.
Det er ikke første gang, der er blokade og aktion mod Nova-Bau. Her er det i Ørestaden 24. oktober 2006. (Foto: Harry Nielsen) Så prøver det polske byggefirma Nova-Bau på ny at give danske byggefirmaer og danske bygningsarbejdere unfair konkurrence i kraft af ultralave, polske lønninger på danske byggepladser.
Det polske firma er i øjeblikket i gang med forskellige byggeopgaver fire-fem forskellige steder i København. Samlet beskæftiges et halvt hundrede polske arbejdere, lyder vurderingen fra Byggefagenes Samvirke.
Nu som tidligere vil firmaet imidlertid ikke tegne overenskomst med den danske fagbevægelse.
Derfor kaldes der nu til demonstration og aktionsdag onsdag morgen på en af firmaets byggepladser i København.
- Vi er for at sige det på almindeligt dansk godt trætte af, at Nova-Bau uhindret får lov til at fortsætte sine aktiviteter i Danmark, siger Claus von Elling, faglig sekretær i TIB, som har hovedkonflikten med firmaet.
Han og en kollega besøgte i sidste uge en byggeplads på Toldbodgade i hjertet af København og fik - endnu en gang - bekræftet de uhyrlige forhold, Nova-Baus polakker arbejder under.
- Vi talte med syv af polakkerne, som oplyste, at de får seks zloty i timen, svarende til omkring 12 kroner, hvis de da overhovedet får deres løn. Det gør de nemlig ikke, hvis de brokker sig. Fire af de syv er i øvrigt i weekenden rejst hjem - uden løn, fortæller Claus von Elling.
Kendt på Falster
Nova-Bau slog i første omgang sit navn fast i manges bevidsthed ved arbejde for den norske skibsreder og direktør Tom Bringsværd på dennes ejendom på Nordfalster.
Firmaet nægtede imidlertid at tegne overenskomst med den lokale fagbevægelse, og det lykkedes trods fælles faglig indsats ikke at forhindre polakkerne i at udføre arbejdet. Det skyldtes primært, at sympatikonflikterne var virkningsløse, idet det polske firma i stort omfang også leverede materialerne til renoveringen.
Siden har fagforeningerne i primært det østlige Danmark truffet Nova-Bau ved flere tilfælde. Firmaet huserer nu på andet år i Storkøbenhavn.
Under indretning af taglejligheder i en ejendom på Amager blev firmaet og dets medarbejdere flere gange taget i halsbrækkende overtrædelser af de danske sikkerhedsregler, men næppe var Arbejdstilsynets udsendte væk, før arbejdet fortsatte som før.
I efteråret 2006 måtte Nova-Bau forlade en byggeplads i Ørestaden, hvor blokade og sympatikonflikt hurtigt blev effektive.
- Konflikten mod firmaet og kampen for en overenskomst fortsætter, indtil vi har den i hus eller stoppet firmaets aktiviteter, siger Claus von Elling.