Polsk firma nægtede ambulance til arbejdsulykke

Østarbejdere: Andrzej Strugala blev presset til at arbejde i farligt blæsevejr. Budomex har skjult ulykken, der nu får 3F til at rejse erstatningssag.

Den polske snedker Andrzej Strugala har rejst i lande som Irak, Sverige, Ungarn og Tyskland for at forsørge sine tre børn og kone i Polen. Han står nu frem, fordi Budomex er den værste arbejdsgiver, han nogensinde har haft. (Foto: Niels Åge Skovbo)Den polske snedker Andrzej Strugala har rejst i lande som Irak, Sverige, Ungarn og Tyskland for at forsørge sine tre børn og kone i Polen. Han står nu frem, fordi Budomex er den værste arbejdsgiver, han nogensinde har haft. (Foto: Niels Åge Skovbo)

Det blæser 25. februar, da den 51-årige snedker Andrzej Strugula balancerer på en stige på Aarhus Havn. Blæsten er så kraftig, at ansatte på byggepladsen tidligere på dagen har advaret ledelsen mod, at blæsten gjorde det farlige at arbejde. Kort efter falder Andrzej Strugala tre meter ned og beskadiger venstre ben.

Da en polsk kollega straks vil ringe 112 for at skaffe en ambulance, beordrer ledelsen i det polske firma Budomex ham til at stoppe. Der skal ikke tilkaldes ambulance. Det fortæller den polske kollega til Fagbladet 3F. Han ønsker ikke sit navn frem af frygt for at miste sit arbejde.

- Det er den værste arbejdsplads, jeg nogensinde har været på, siger Andrzej Strugala i dag.

"Jeg er ingenting"

Når en ambulance kommer til en byggeplads, ankommer Arbejdstilsynet også for at kontrollere arbejdsforholdene.

Men ledelsen i Budomex valgte at holde ulykken skjult. I stedet hentede man en båre og kørte Andrzej Strugala på skadestuen i en personbil.

Samtidig undlod Budomex, i strid med loven, at melde den alvorlige arbejdsulykke til Arbejdstilsynet.

- Jeg har arbejdet som snedker i 34 år, men her i firmaet er jeg ingenting værd, mener Andrzej Strugala.

Han er stadig sygemeldt og skal vente tre uger på at få scannet sit ben, før han ved, hvor slem skaden er.

3F vil nu føre en sag mod Budomex for at få erstatning til Andrzrej Strugala for svie og smerte.

- Ledelsen har jo tvunget folkene til at arbejde under farlige vilkår, siger Ole Vagn Christiansen, der er formand for Byggegruppen i 3F Aarhus Rymarken.

Erkender svigt

Budomex erkender, at ledelsen på byggepladsen beordrede de ansatte til at lade være med at ringe 112.

Og at firmaet pressede de ansatte til at arbejde i det kraftige blæsevejr, selvom kranførerne på pladsen tidligt på dagen afviste at arbejde i det farlige vejr.

- Ledelsen på byggepladsen har handlet forkert. Det er uacceptabelt, og vores leder på byggepladsen har ikke kunnet give en god forklaring, siger Budomex' nye kommunikationsansvarlige Simon Hansen.

Afsløringen sker, mens Budomex har en kæmpe sag om lønsnyd hængende over hovedet. Op mod 150 polske ansatte er blevet snydt for løn.