S: Det ligner decideret svindel
Forligspartier vil skride ind mod, at østeuropæere i månedsvis kan arbejde uden opholdstilladelse. Lønarbejde forklædt som selvstændig virksomhed må stoppes, mener S.
Tre litauere er i gang med at genopbygge Bork Havn Auto og Surf for forretningsmanden Karl Olav Østergaard ved Ringkøbing Fjord, mens de venter på svar på deres ansøgning om at strate selvstændig virksomhed i Danmark. (Poul Anker) - Det ligner decideret svindel, hvor noget, der reelt er lønarbejde, giver sig ud for at være selvstændig virksomhed. Og i så fald bør den slags svindel stoppes med det samme.
Sådan siger arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokratiet, Jan Petersen, efter Fagbladet/sid.dk's afsløring af, at en vestjysk forretningsmand har tre litauere til at arbejde for sig uden arbejds- og opholdstilladelse, alt i mens deres ansøgning om opholdstilladelse som selvstændige erhvervsdrivende behandles i statsamtet.
De er nemlig som selvstændige ikke omfattet af overgangsordningen for østeuropæisk arbejdskraft.
Den politiske følgegruppe vedrørende østaftalen vil på et møde i august diskutere problemet og hvilke politiske tiltag, der skal til for at imødegå det.
Vidste smuthullet var der
Siden østaftalen blev indgået har forligspartierne vidst, at der var en mulig smutvej for selvstændige. Allerede i december 2003 blev der nedsat en overvågningsgruppe, der skulle finde egnede løsninger på problematikken omkring selvstændige.
Gruppen er ikke kommet med nogle forslag.
SF bekræfter, at man kendte smuthullet, og påpeger, at overraskelsen ligger et helt andet sted.
- Vi var opmærksomme på smuthullet, da aftalen blev lavet, og aftalte fra start at følge op, hvis der viste sig problemer. Det, der til gengæld er overraskende er, at man kan arbejde i månedsvis, inden sagsbehandlingen er slut. Det har vi ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på, siger arbejdsmarkedssekretær i SF, Bent Graversen.
Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg, tilslutter sig, at der kan være et problem med sagsbehandlingstiden.
- Selvfølgelig skal der ikke gå måneder, før ansøgningerne bliver behandlet, siger han til Ritzau.
Selvstændig eller lønarbejder
Jens Vibjerg afviser til gengæld, at der skulle være tale om et hul i loven. Han mener, at overgangsordningen er så god, som den kan blive, og at man ikke kan forhindre erhvervsdrivende fra EU-lande i at tage arbejde i Danmark.
- Men de skal selvfølgelig kunne dokumentere, at de er selvstændige, siger han.
Der er ifølge arbejdsmarkedssekretær Bent Graversen ikke tale om selvstændig virksomhed, hvis virksomheden kun arbejder for én arbejdsgiver.
- For at kunne defineres som selvstændig, skal man udbyde sine ydelser generelt. Gør man ikke det, og er en virksomhed oprettet med det formål at arbejde for en bestemt arbejdsgiver, så er der ikke tale om selvstændig virksomhed men om lønarbejde. Og uden arbejds- og opholdstilladelse vil det så være illegalt arbejde, siger han.
Bent Graversen peger på, at det i et bilag til østaftalen er forsøgt at præcisere, hvilke retningslinier der gælder for, hvornår noget kan betragtes som selvstændig erhvervsvirksomhed.
- Reglerne skal følges hele vejen, så alle og enhver ikke kan udgive sig for selvstændig erhvervsdrivende, siger han.