S: Udspil gavner de rigeste

Socialdemokraterne kommer, når regeringen kalder til forhandlinger om sine udspil. Men ifølge den socialdemokratiske partiformand, Helle Thorning-Schmidt, er der udsigt til meget vanskelige forhandlinger.

- Der lægges op til skattelettelser for dem, der tjener mest. Og den får de på bekostning af alle dem på overførselsindkomst, blandt andre folkepensionisterne, De får ingenting, og de har udsigt til at betale med en højere elregning. Og så kan de være sikre på, at de ikke få bedre velfærd, sagde Helle Thorning-Schmidt til NET-Redaktionen efter offentliggørelsen af regeringens udspil.
Hun var ikke imponeret af regeringens løfte om at hæve overførselsindkomsterne med 0,8 procent som kompensation for de øgede energiafgifter.
- Det batter ikke så meget, for det bliver kun omkring 500 kroner om året, når skatten bliver trukket. Så det tror jeg ikke på, man kan mærke derude, sagde Helle Thorning-Schmidt.