Mærsk alene på scenen i Burma
Efter EU-forbud mod import af træ og ædelsten, bliver A.P. Møller-Mærsk det sidste store danske selskab, der opererer i Burma. Pinligt, mener Burma-komité.
- Det er ikke os, der bestemmer, hvad der er i containerne. Det er kunderne. I det omfang der er last til og fra Burma, skal vi sørge for at transportere det, siger underdirektør Jette Clausen til Nyhedsbrevet 3F.
(Arkivfoto.) EU's ministerråd besluttede i går at forbyde al import af træ og ædelsten fra Myanmar - også kaldet Burma. Det sker for at stække landets brutale militærjunta.
Som konsekvens af EU's beslutning vælger den danskejede trækoncern, Dalhoff Larsen & Hornemann (DLH), at stoppe sine investeringer i Burma. Indtil nu har DLH importeret teaktræ til en værdi af 40 millioner kroner årligt fra Burma.
- Vi følger EU's spor. Vi stopper fra nu af, hvis det er det, de vil have os til. Vi kender ikke det nøjagtige ordvalg, og hvis det er det, vi tror, det er, så tegner vi ikke nye kontrakter fra nu af, siger DLH's administrerende direktør Jørgen Møller-Rasmussen til Ritzau.
Mærsk holder kursen til Burma
Forbuddet mod import af træ, betyder, at transportgiganten A.P. Møller-Mærsk snart vil stå tilbage som den sidste større danske virksomhed, der holder fast i sine aktiviteter i Burma. De øvrige firmaer, der har været i søgelyset, er hovedsageligt importører af teaktræ.
Det får dog ikke Mærsk til at ryste på hånden.
Maersk Line vil fortsat sejle til og fra Burmas hovedstad, Rangoon.
- Det er ikke os, der bestemmer, hvad der er i containerne. Det er kunderne. I det omfang der er last til og fra Burma, skal vi sørge for at transportere det, siger underdirektør Jette Clausen til Nyhedsbrevet 3F.
Mange danske firmaer har trukket sig
Den udmelding imponerer ikke Den Danske Burma Komité, der ellers udtrykker glæde over de nye sanktioner.
- Jeg synes, det er pinligt, at Mærsk holder fast i deres aktiviteter. Vi vil blive ved med at lægge pres på selskabet, for at de stopper deres transport. Det samme vil Burma komitéer i andre lande og den internationale fagbevægelse. Mærsk har sat sig selv i et meget uheldigt lys, siger Anette Berentzen, generalsekretær i Den Danske Burma Komité.
I løbet af de seneste år har en lang række større danske selskaber droppet investeringer i Burma. Blandt dem er tøjkæderne Bestseller og IC Companys, Carlsberg, Hannibal og Marco Polo Tours og altså senest DLH.
Udover Mærsk opererer mindre danske rejsebureauer stadig i Burma, blandt andre Viewpoint Specialrejser og Viktors Farmor.
Brev fra ITUC til Mærsk (dateret 10. okt. 2007).
Brev fra ITUC til Mærsk (dateret 10. okt. 2007).