Giganter tjener godt trods byggekrise
Mens mange mestre går konkurs, har de store entreprenører klaret skærene.
Pihl & Søn og de andre store entreprenører har klaret krisen uden ridser i lakken og minus på bundlinjen. (Foto: Harry Nielsen) Selvom mange kraner og gravemaskiner står stille over hele landet, har de store entreprenører i Danmark klaret sig igennem krisen med overskud hvert eneste år under krisen.
De fem byggegiganter i Danmark - NCC, Pihl & Søn, Hoffmann, Per Aarsleff og MT Højgaard - har alle tjent betydelige millionbeløb de sidste to regnskabsår. Det viser en gennemgang af selskabernes regnskaber.
MT Højgaard har haft de flotteste resultater. I de to seneste regnskaber kunne firmaet vise overskud på i alt 313 millioner kroner efter skat.
Det er sket, mens hvert fjerde byggefirma i Danmark er truet af konkurs, og 774 mestre sidste år måtte give fortabt og aflevere firmaets nøgler til en kurator.
Ifølge Dansk Byggeri har krisen været hård ved byggefirmaer af alle størrelser. Også de store.
- Markedet er faldet 25 procent på tre år, så truget er blevet mindre, siger Finn Bo Frandsen, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Pres på de små
Oveni kommer presset fra udenlandske virksomheder, der sjældent overholder danske lønninger.
- Men de store har nok været gode til at tilpasse sig den hårde konkurrence under krisen, siger Finn Bo Frandsen.
Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Og selvom de store entreprenører er pressede, nyder de godt af den hårde konkurrence. Priserne falder hos de mange mindre virksomheder, der udfører opgaver for entreprenørerne, fordi pessimismen er så stor.
- Priserne er ikke gode. De små og mellemstore virksomheder bliver presset af de store entreprenører. Men sådan er markedet jo, siger Håndværksrådets cheføkonom Jacob Thiel.