NCC hyrede kendt lønfusker
Tredje sag om omfattende lønfusk hos stor dansk entreprenør med samme partner. Direktøren beklager sagen og lover skærpede krav.
Jozef Malski (tv.), Przemyslaw Tomkiel (midten) og Andrzej Wazner er sammen med deres kollegaer snydt for en halv million, mener 3F. (Foto: Harry Nielsen) Otte polakker vender tomhændet hjem til jul til deres familier i Polen, efter at de er blevet snydt for mere end en halv million kroner af firmaet M&T Brolægning.
Det er en af Danmarks førende entreprenører, NCC, der har hyret firmaet til at lægge kabler for DONG Energy i Lyngby. Her er kravet i kontrakterne med NCC, at der skal være dansk løn på arbejdet:
- Det kommer helt bag på os, at det har kunnet lade sig gøre i så lang tid, siger teknisk direktør i NCC Peter Hermann.
Det er ikke første gang, NCC laver kontrakt med kvinden, der står bag M&T Brolægning. To gange tidligere har direktøren i firmaet, Monika Anna Guziak, snydt ansatte for løn. Begge gange på opgaver for NCC.
50'er i timen
NCC har for tredje gang hyret et firma, som hun står bag. Denne gang har de ansatte fået mindre end 50 kroner i timen, lyder vurderingen fra 3F.
- Vi har sikret, at der var overenskomst, og så regnede vi med, at de ansatte ville gå til os, hvis der skete noget urent. Det er ikke vores business at holde øje med det. Det er ligeså meget 3F, der har et problem, mener Peter Hermann fra NCC.
Da polakkernes fagforening, 3F, rejste krav over for M&T Brolægning i sidste uge, fyrede firmaet de ansatte og løsrev sig fra kontrakten hos NCC.
I stedet har NCC hyret firmaet PBTel Aps til at lægge de sidste kabler i Lyngby. Det firma er stiftet af Monika Anna Guziak, og har ingen ingen overenskomst med 3F. Derfor er firmaet blevet smidt ud af pladsen efter blot en dags arbejde, oplyser NCC.
"Vi beklager"
Hvorfor har I hyret et firma, der er stiftet af den selv samme Monika Guziak?
- Hvis det er tilfældet, får de slet ikke lov til at være her. Det er vi ikke bekendt med, siger Peter Hermann.
Så I har ikke været inde og se, hvem der har stiftet firmaet?
- Nej.
Hvorfor har I ikke gjort det, når I nu tre gange har hyret firmaer, hvor den samme kvinde står bag?
- Det må jeg sige er en fejl, vi må beklage.
Kan det ske igen?
- Det vil ikke kunne ske igen. For vi vil undersøge ejerkredsen bedre. Og forsyne aftalen bedre, så vi er sikre på, at det bliver kontrolleret, at der er rent trav, siger direktør Peter Hermann til Fagbladet 3F.