Rengøringsgigant fyrer i Holbæk

Den beskidte rengøring: Holbæk Kommune vil årligt spare 17 millioner kroner på rengøring, og dens nye partner Forenede Service har straks fyret omkring 20 ansatte. Flere fyringer er trukket tilbage efter krav fra 3F.

- Fyringen kom som et chok. Jeg troede, det var ansættelsespapirer, som Forenede Service sendte med posten, men det var en fyreseddel, siger Dorte Jensen. Firmaet har efter klage fra 3F trukket afskedigelsen tilbage.  (Privatfoto.)- Fyringen kom som et chok. Jeg troede, det var ansættelsespapirer, som Forenede Service sendte med posten, men det var en fyreseddel, siger Dorte Jensen. Firmaet har efter klage fra 3F trukket afskedigelsen tilbage. (Privatfoto.)

Henved 20 rengøringsmedarbejdere i Holbæk Kommune har fået en fyreseddel, mens adskillige andre er sat markant ned i tid. Det oplyser 3F-afdelingerne i Holbæk, Ringsted og Kalundborg til Fagbladet 3F.

Fyringerne sker mindre end en måned efter, at Holbæk Kommune har udliciteret rengøringen af omkring 110 af kommunens ejendomme til det omstridte firma Forenede Service. Kommunen forventer at spare 17 millioner kroner om året ved at give opgaven til Danmarks næststørste rengøringsfirma.

- Politikerne i Holbæk Kommune har kun tænkt på penge i den her sag. De har i hvert fald ikke tænkt på de mennesker, som nu er fyret, efter de i årevis har slidt og slæbt for kommunen. Eller de mennesker, som nu får en stilling med så få timer, at de nu ikke kan leve af arbejdet, siger Birgit Jørgensen, faglig sekretær hos 3F Holbæk-Odsherred, og fortsætter:

- En kommune skal ikke tjene på rengøringen, mens et privat firma er et profitselskab. Konsekvenserne af udliciteringen er desværre blevet præcist, som vi havde forventet og gjort opmærksom på, inden politikerne traf beslutningen, siger Birgit Jørgensen.

Fik fyreseddel før ansættelsesbrev

Forenede Service overtog omkring 200 ansatte ved udliciteringen. Men nu er en del af dem altså blevet opsagt. Blandt de fyrede er 43-årige Dorte Jensen. Hun har gjort rent på en skole for Holbæk Kommune i mere end ni år.

- Firmaet har fyret mig uden at tale med mig om, om jeg er god til mit arbejde. Forenede Service kender mig slet ikke. Jeg blev gal og meget ked af det. Jeg har sendt et brev til Holbæks borgmester, men han har ikke svaret mig, siger den skuffede 3F'er.

3F Holbæk-Odsherred har klaget over fyringerne til Forenede Service. 16. april trak Forenede Service tre afskedigelser tilbage efter forhandlinger med 3F Holbæk-Odsherred.

Regionsdirektør: Må ikke udtale mig

Hos Forenede Service oplyser regionsdirektør på Sjælland Gert Träger, at han ikke må udtale sig. Og koncernchefen hos Forenede, Peer C. Krogh, har ikke reageret på henvendelser fra Fagbladet 3F.

Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard (V) tirsdag formiddag.