3F'ere og sosu'ere tvinges ned i tid
Kommuner og regioner varsler rengørings- og sosu-assistenter ned i tid.
Blandt andre rengøringsassistenter i Middelfart Kommune er varslet ned i tid. (Arkivfoto: Morten Schärfe) Regeringen vil have, at de skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Men virkeligheden for mange offentligt ansatte tegner sig helt modsat.
3F'ere og sosu-assistenter i kommuner og regioner varsles i øjeblikket ned i tid. Årsagen er, at budgetterne skal hænge sammen.
- I Odsherred Kommune er flere rengøringsassistenter sat drastisk ned i tid, for eksempel fra 32 timer til 14 timer. Desværre betyder det i rigtig mange tilfælde, at de føler sig tvunget til sige nej, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Og så ryger de ud i arbejdsløshed i stedet, oplyser Klaus Rokkedal, faglig sekretær i 3F Holbæk-Odsherred.
Også enkelte service- og rengøringsassistenter på Holbæk Sygehus er varslet ned i tid og frataget nogle serviceopgaver, oplyser han.
Så få som muligt
Middelfart Kommunes Rengøringsenhed sparer på rengøring på administrationsbygninger. Det betyder, at de, der gør rent på rådhusene, er blevet sat ned i tid.
Også Assens Kommune skal spare fem procent på al rengøring.
- Der sendes varslingsskrivelser ud i øjeblikket. Vi har forsøgt at samle nedsættelsen i tid på så få personer som muligt, oplyser næstformand i 3F Vestfyn, Birthe Lauvring.
De betaler for krisen
Formanden for social- og sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr, bekræfter tendensen hos FOA's medlemmer. Især blandt sosu'erne:
- I forbindelse med besparelser beder man dem om at gå yderligere ned i tid. Og vi har ikke før set så store besparelser i regionerne som lige nu. Beder du en større personalegruppe om at gå ned i tid, beder du dem jo faktisk om i tid og penge at betale for krisen, siger hun.
- Og det er ikke ligefrem et signal om, at nogen har brug for, at du er mest muligt på arbejdspladsen, siger Karen Stæhr.