S: Ny finansiering til vedvarende energi
Et særligt institut for energifinansiering skal få boligejerne til at omstille til vedvarende energi - og det vil samtidig give masser af beskæftigelse
Et særligt energifinansieringsinstitut skal låne til private til udskiftning af de traditionelle energikilder til blandt andet solvarme. Arkivfoto. Det går alt for langsomt med at få skiftet boligernes oliefyr og naturgasanlæg ud med vedvarende energi. Og den nuværende krise sætter investeringerne i alternativ energi i stå.
Det mener det socialdemokratiske folketingsmedlem Klaus Hækkerup.
Han barsler derfor med en idé om oprettelse af et særligt energifinansieringsinstitut. Det skal kunne give lån til boligejere til udskiftning af konventionelle energiforsyningsanlæg med anlæg, der er baseret på vedvarende energikilder.
- Den nuværende krise betyder, at friværdierne er udhulet, og at banker og realkreditinstitutioner er meget påholdende. Samtidig er energi måske heller ikke de investeringer, som altid står øverst på familiernes ønskeseddel, når der skal ske boligforbedringer. Der er derfor brug for at finansieringsinstitut, hvis eneste opgaver er at finansiere boligers omstilling til alternativ energi, siger Klaus Hækkerup.
Betydelig beskæftigelse
Baggrunden for tankerne er ønsket om mærkbar reduktion af CO2-udledningen og forbedring af forsyningssikkerheden.
- Men det vil også have meget væsentlig beskæftigelseseffekt. Med passende dosering over en årrække kan det i den nuværende konjunktursituationen yde et betragteligt bidrag til at nedbringe arbejdsløsheden i bygge- og anlægssektoren, siger han.
Tilskud en dårlig ide
Klaus Hækkerup forestiller sig, at instituttets økonomi som ved andre realkreditforetagender sker ved udstedelse af obligationer. Der kan dog være behov for statsligt indskud til egenkapitalen og en vis statsgaranti.
Ifølge Klaus Hækkerup skal lånene gives på baggrund af en konkret vurdering og sikres ved pant i ejendommen. Tilbagebetaling skal ske i takt med besparelserne, der opnås ved de alternative energikilder.
- Man kunne spørge, om det ikke var bedre med egentlige statslige tilskud til energiforbedringer, men jeg tror ikke, tiden er til yderligere forværring af de statslige finanser. Det er samtidig heller ikke smart at være afhængig af de årlige finanslovsforhandlinger. Derfor er der langt mere perspektiv i et egentligt energifinansieringsinstitut, siger forslagsstilleren.