Advarsel mod drop af miljøkrav
Flere danskere i alvorlige ulykker på jobbet. Dét kan blive konsekvensen, hvis EU-forslag om at kvitte arbejdspladsvurderinger bliver en realitet.
Der skal tjek på arbejdsmiljøet. Også hos små virksomheder. Her er APV et vigtigt redskab, der ikke skal afskaffes, mener 3F. (Tegning: Bob Katzenelson) Fjern fingrene fra redskabet til at forbedre arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser.
Så klart lyder budskabet fra 3F til EU-kommissionen. Den barsler med et forslag om, at virksomheder med færre end ti ansatte ikke længere skal lave en såkaldt arbejdspladspladsvurdering (APV).
- Det er en bombe under hele indsatsen for et bedre arbejdsmiljø. APV er et godt værktøj for de små virksomheder, så de kan få styr på arbejdsmiljøet og mindske risikoen for arbejdsulykker, siger Palle Larsen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F.
Mange 3F'ere kommer til skade
En arbejdsgruppe under EU- Kommissionen ser for tiden på muligheder for at nedsætte europæiske virksomheders administrative byrder med 25 procent. I den forbindelse har gruppen peget på muligheden for at afskaffe APV'en for små arbejdspladser.
Men forslaget vækker frygt hos 3F, som har mange medlemmer, der kommer til skade på jobbet.
- I landbruget har vi mange små arbejdspladser, og der sker en del alvorlige ulykker med dødelig udgang eller amputation af arme og ben. Derfor er forslaget om at droppe APV'en voldsomt bekymrende, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
Arbejdsgivere: Unødigt besvær
3F mener også, at det er til stor gavn for virksomhederne, at deres ansatte ikke kommer til skade på jobbet. Udgifterne for sygemeldte medarbejdere kan hurtigt blive større end omkostningerne ved at få lavet en arbejdspladsvurdering hvert tredje år, som reglerne kræver nu.
Ifølge Erhvervsbladet mener underdirektør Thomas Philbert Nielsen hos Dansk Arbejdsgiverforening ikke, at der er nogen sammenhæng mellem antallet af arbejdsskader og APV'er:
- Ordningen skaber unødigt besvær og omkostninger for mange virksomheder, og det skal der gøres noget ved, siger Thomas Philbert Nielsen, som selv er en del af den EU-arbejdsgruppe, der har fremsat forslaget om at droppe vurderingerne af arbejdsmiljøet.