Forsiden NyhederGrøn energi i stedet for varm luft8. oktober åbnede Folketinget, og en ny politisk sæson blev skudt i gang med Lars Løkkes åbningstale.Hvis jeg var statsminister i Danmark, havde jeg tilladt mig at vælge en anden og mere langsigtet vej ud af krisen.Vi mistede desværre Svend Auken for kort tid siden, og netop Svend har været visionær i forhold til miljø og klima. Otte års borgerligt styre har sat vores muligheder for at være førende på dette område totalt i stå.Mit forslag vil være investeringer i energi og klima for 28 milliarder kroner. Det er mange penge, men investeringerne er både fornuftige og nødvendige. Med en sådan investeringsplan kan vi skabe omkring 50.000 nye job. Det indebærer samtidig, at vi sparer syv milliarder på offentlig forsørgelse. Og det betyder ikke mindst, at vi fremtidssikrer vores energiforsyning og vores samfund som sådan.Vi foreslår, at Lindøværftet omdannes til et center for vedvarende energi. Så har vi fuldskalamodeller og kan afprøve og dokumentere nye kommende "grønne teknologier" inden for forskellige indsatsområder. Derigennem skaber vi et center, hvor de fremmeste forskere kan inspirere hinanden.Vi skal opføre biogasanlæg, anlægge to nye, store vindmølleparker og bygge en letbane omkring København. Vi skal gøre forsøg med anderledes måder at producere fødevarer på, herunder også kød, så vi får udviklet en produktionsform, der er væsentligt mindre forurenende og mere nænsom end den gammeldags måde, vi gør det på i dag.Desuden skal vi fremme bølgeenergi, renovere kloakker, gamle boliger, drikkevandsledninger samt tænke energibesparelser, når vi bygger nye boliger og renoverer de gamle.Ved at satse på grøn teknologi og grønne job kan vi tiltrække en række nye virksomheder, som vil sikre beskæftigelse i fremtiden. Så jeg vil have grøn energi i stedet for varm luft, som regeringen sender ud.Jeg ville naturligvis nævne mange flere ting i min åbningstale. Blandt andet den stigende ledighed, de manglende praktikpladser og de afledte sociale konsekvenser.Men det centrale i min tale ville være, at vi må have politisk vilje og mod til at gøre noget reelt ved krisen og problemerne i vores samfund og desuden tænke visionært. Og det gør vi ikke ved at indtage pindsvinestilling eller jagte ledige, førtidspensionister og efterlønsmodtagere, som regeringen har for vane. Ej heller at nedsætte udvalg til at tælle, hvor mange der i Danmark går rundt i burkaer. Gud fader bevares.