3F drukner i Arriva-bøvl

En gang om ugen må 3F's Transportgruppe se på faglige sager for ansatte hos Arriva. I alt er 65 sager rejst i det faglige system siden nytår 2007, og det sætter rekord for spild af tid, mener 3F.

Pauser placeret i strid med reglerne, manglende løn, afskedigelse af tillidsfolk, forkert beregning af tillæg, uenighed om uddannelse samt en række strejker. Sådan lyder et udpluk af de i alt 65 faglige sager og tvister, der er rejst mellem Arriva og 3F's Transportgruppe siden nytår 2007. (Arkivfoto.)Pauser placeret i strid med reglerne, manglende løn, afskedigelse af tillidsfolk, forkert beregning af tillæg, uenighed om uddannelse samt en række strejker. Sådan lyder et udpluk af de i alt 65 faglige sager og tvister, der er rejst mellem Arriva og 3F's Transportgruppe siden nytår 2007. (Arkivfoto.)

Pauser placeret i strid med reglerne, manglende løn, afskedigelse af tillidsfolk, forkert beregning af tillæg, uenighed om uddannelse samt en række strejker.

Sådan lyder et udpluk af de i alt 65 faglige sager og tvister, der er rejst mellem Arriva og 3F's Transportgruppe siden nytår 2007.

- Det svarer til godt en sag om ugen, der lander til behandling mellem Transportgruppen og Arriva. Det er et rekordhøjt tal, og det er dybt bekymrende, at et enkelt firma hele tiden finder det nødvendigt at trække sager i langdrag om selv de mest banale spørgsmål, siger formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen.

Han gør opmærksom på, at det normalt er de færreste faglige sager, der når helt til behandling i forbundet, idet omkring fire ud af fem opståede sager normalt bliver løst lokalt via 3F's afdelinger.

- Senest har Arriva stort set stoppet uddannelse af buschauffører. Det har udløst en ny faglig sag, fordi Arriva tilsyneladende mener, at det kun er pengene fra vores nye kompetencefond, der skal bruges til efteruddannelse. Det betyder, at der kun er penge til at efteruddanne omkring 100 Arriva-chauffører hvert år, forklarer Jan Villadsen, der anklager det store multinationale selskab for hele tiden at prøve grænser af i Danmark.

Arriva: Ingen problemer

Arriva er ikke enig i 3F's udlægning af, at der er alt for mange tidskrævende sager.

Busselskabet forklarer blandt andet antallet af sager med Arrivas opkøb af busselskaber som Wulff Bus og Veolia de senere år.

- Det er en kunst at lægge virksomheder sammen, så ingen bliver sure over at skulle arbejde på en lidt anden måde. Vi gør, hvad vi kan. Det samme gælder placeringen af pauser, som der har været megen diskussion om - både mellem medarbejderne og 3F og mellem Arriva og 3F, forklarer pressechef i Arriva Martin Wex.

Arriva henviser desuden til, at firmaet den seneste tid har tabt en enkelt sag i Arbejdsretten, og at det ikke kan kaldes usædvanligt.

- Det er noget vrøvl, og Arriva har åbenbart mistet overblikket. Sagerne opstår ikke af sig selv hos os, men fordi vores medlemmer blandt chaufførerne henvender sig med problemer de ikke selv kan løse med Arriva lokalt, siger Jan Villadsen.

Arriva oplyser desuden, at mængden af strejker er et problem, der skal løses:

- Vi arbejder løbende på at nedbringe antallet af arbejdsnedlæggelser via en forbedret dialog mellem ledelse og chauffører, så vi kan komme uoverensstemmelserne i forkøbet, siger Martin Wex.