Lærlinge varmer op til næste OK

Mere i løn og bedre uddannelse, lyder det fra bygningslærlinge inden næste års overenskomstforhandlinger

Lærlingene skal have mere i løn. 50-60 kroner i timen er hverken til at leve eller dø for. Samtidig skal indholdet af uddannelserne prioriteres og forbedres.

Klar tale fra to 3F-bygningslærlinge knap et år før overenskomstforhandlingerne.

Thorbjørn Olesen er 24 år og anlægsstruktør, og Johnny Birch, 27 år, er netop gået i gang med at blive murer.

De er begge privilegerede i forhold til andre lærlinge. De har en timeløn på den rigtige side af 100 kroner. For Thorbjørn Olesens vedkommende fordi hans arbejdsgiver Wicotec i kraft af erklæret firmapolitik betaler mere til deres lærlinge end overenskomsten foreskriver, mens Johnny Birch som voksenlærling er garanteret overenskomstens mindstebetalingssats på lige godt 100 kroner i timen.

- Selv om vi ikke får sultelønnen, kan vi godt sætte fokus på, at lærlingelønnen er for lav. Vi er måske endda endnu bedre til det, siger de.

Mere direkte indflydelse

De to lærlinge deltager begge i en spørgeskemaundersøgelse, som 3F Ungdom i øjeblikket gennemfører sammen med en række 3F-afdelinger om bygningslærlingenes ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger.

Resultatet af undersøgelsen tilgår efterfølgende afdelingerne, som på den anden side af sommerferien afleverer overenskomstkrav til forbundet.

- Hidtil har lærlingene ikke haft direkte indflydelse på de krav, der har med deres hverdag at gøre. Vi synes det er naturligt, at spørge dem, der ved hvor skoen trykker, siger Thomas Boesen, medlem af ungdomsudvalget i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.

Lærlingene bliver på korte møder - mens de er på teknisk skole - præsenteret for et spørgeskema med en række muligheder. Da en overenskomstforhandling ikke er et tagselvbord skal der prioriteres mellem forhold som eksempelvis bedre ferieregler, gratis skolehjem, garanteret andel i akkorden, bedre overtidsbetaling, arbejdstøj, styr på uddannelsen og mere i lønningsposen.

Både Thorbjørn Olesen og Johnny Birch mener, at der ud over mere i løn skal stilles krav om forbedret uddannelse.

- Jeg har indtryk af, at det i dag er alt for tilfældigt, om du får en god eller dårlig uddannelse. Der er brug for, at de teoretiske kundskaber fra skoleperioderne også bliver afprøvet i praktiktiden, siger Johnny Birch.

Lærlingekonsulent i 3F Mattias Tesfaye oplyser, at en foreløbig gennemgang af en del af spørgeskemaerne faktisk understreger, at "styr på uddannelsen" er højt prioriteret.

Johnny Birch og Thorbjørn Olesen er enige om, at de to vigtigste temaer for bygningslærlingene er løn og styr på uddannelsen.