S vil have færre jobcentre
S vil lave jobcenterreformen om: Arbejdmarkedspolitik og finansiering er en statslig opgave, mener den nye arbejdsmarkedsordfører.
S vil lave jobcenterreformen om: Arbejdmarkedspolitik og finansiering er en statslig opgave. (Arkivfoto.) Den nye reform for jobcentrene kommer ikke til at leve længe, hvis Socialdemokraterne kommmer til magten, skriver Nyhedsbrevet 3F. Oppositionspartiet er klar at skrotte reformen.
- Vores bud er at lave færre jobcentre, med betydeligt større opland. Jobcentrene skal være selvejende institutioner med bestyrelser bestående af arbejdsmarkedets parter og kommunerne. Samtidig skal finansiering og styring igen være statslig.
Det siger Socialdemokraternes nye arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen, efter at kritikken er haglet ned over regeringens reform af jobcentrene. Jobcentrene skal 1. august overtage ansvaret for at aktivere landets ledige dagpengemodtagere.
Senest har en række fremtrædende økonomer advaret om, at ledigheden vil stige varigt med flere tusinde på grund af reformen, og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) har beregnet, at en stigning i den gennemsnitlige ledighed på bare to uger vil koste statskassen mindst en halv milliard om året. Flere arbejdsgiverorganisationer har opfordret regeringen til at udskyde reformen, men den nye beskæftigelsesminister siger nej.
Statslig styring og finansiering
Men får Socialdemokraterne magt, som de har agt, efter næste folketingsvalg, der senest skal finde sted i november 2011, bliver reformen lavet om igen.
Socialdemokraterne har ikke den endelige model for hvordan jobcentrene skal se ud, men principperne ligger fast.
- Som det ser ud nu, risikerer vi at få lige så mange små arbejdsmarkeder, som der er kommuner. Samtidig er det vores opfattelse, at arbejdsmarkedspolitik og finansiering er en statslig opgave. Så vores ambition er at lave en anden model, siger Torben Hansen.
- De eneste, der tror på den model, der ligger nu, er regeringen og Kommunernes Landsforening. Den går på tværs af sund fornuft, og den holder ikke, mener Torben Hansen.