Forkortelse af efterløn rammer Udkantsdanmark

Kortere efterlønsperiode rammer især Udkantsdanmark, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. - Det er så skævt, at det gør ondt, mener 3F's forbundsformand.

- Pia Kjærsgaard sælger ud af løfterne for at få nogle bomme op nede ved grænsen, mener 3F's formand. (Arkiv)- Pia Kjærsgaard sælger ud af løfterne for at få nogle bomme op nede ved grænsen, mener 3F's formand. (Arkiv)

Forkortelsen af efterlønnen vil ramme danskerne geografisk skævt. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hvis man ikke længere kan gå på efterløn som 60- og 61-årig, rammer det især Udkantsdanmark. Det er nemlig især i yderområderne - hvor ledigheden normalt er højere end i resten af landet - at flere går tidligere på efterløn. Dér, hvor danskerne går senest på efterløn, er typisk kommuner nord for København.

- Det her forslag er så skævt, at det gør ondt. Uanset hvordan man vender og drejer det, geografisk, uddannelsesmæssigt og så videre. Hvis det ender, som man hører i medierne, så vil det ramme blandt andet vores medlemmer helt uforholdsmæssigt hårdt, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Grundlæggende uenig

3F er helt grundlæggende uenig i regeringens strategi om at skære i efterlønnen for at få økonomien til at hænge sammen.

- Jeg fatter simpelthen ikke, at det bliver efterlønnerne, der skal finansiere den dårlige økonomi. Dansk Folkeparti har flere gange lovet at forsvare efterlønnen - men nu sælger Pia Kjærsgaard tilsyneladende ud af løfterne for at få sat nogen bomme op nede ved grænsen. Men det hjælper jo desværre ikke vores nedslidte medlemmer, siger Poul Erik Skov Christensen.

- Og hvor skal dem, der falder ud af dagpengesystemet, og ikke kan få efterløn eller kontanthjælp, gå hen og få et job, så de kan forsørge sig selv? Dansk Folkepartis svar på disse centrale spørgsmål hænger stadigvæk og blafrer i vinden, siger han.

Det er især i Nordjylland, på Lolland-Falster, Vestsjælland og en række ø-kommuner, at der er mange, der går på efterløn som 60- og 61-årige.