18-årig tvunget til at se chefen onanere
Cafékongen:
Cafékongen Imdat Özbek kørte kvindelig medarbejder ud i skoven og onanerede. Han blev dømt for sexchikane, men vil ikke betale erstatningen.
Cafékongen Imdat Özbek kørte kvindelig medarbejder ud i skoven og onanerede. Han blev dømt for sexchikane, men vil ikke betale erstatningen. (Modelfoto: Colourbox) Sanne Davidsen frygter i dag stadig at møde sin tidligere chef, Imdat Özbek. I 2007 arbejdede hun som tjener på restaurant Fratelli i Lyngby Storcenter. Et job, der endte med, at chefen kørte hende ud i en skov og onanerede foran hende.
- Det var rigtig ubehageligt. Episoden påvirkede mig så meget, at jeg ikke kunne klare at have et job og måtte sygemeldes i otte måneder, fortæller Sanne Davidsen.
Sammen med 3F sagsøgte hun Imdat Özbek. Cafébossen blev dømt til at betale hende 40.000 kroner i erstatning. Penge hun stadig ikke har modtaget.
Ville kysse og gramse
Turen i skoven fandt sted i august 2007. Imdat Özbek tilbød en aften at køre den dengang 18-årige Sanne Davidsen hjem. Men i stedet startede en længere køretur rundt i Københavnsområdet.
- Ved en af hans caféer forsøgte han at kysse mig. Jeg fik skubbet ham væk og forklaret, at det ikke var en god ide, siger Sanne Davidsen.
Imdat Özbek accepterede tilsyneladende afvisningen. Men på vejen hjem stopper han bilen i et skovområde. Her får han hurtigt trukket bukserne ned og begynder at onanere, mens han famler efter Sanne Davidsen med den anden hånd.
- Jeg var i chok og prøvede at skubbe ham væk. Heldigvis var han hurtigt færdig.
Caféboss: Tal med min advokat
Efterfølgende kører Imdat Özbek hende hjem, som om intet var sket. Sanne Davidsen når kun lige inden for døren, før hun bryder sammen. Dagen efter melder hun sin chef for sexchikane og blufærdighedskrænkelse.
- Jeg blev rigtig glad, da han blev dømt. Men indtil videre har han ikke villet betale erstatningen. Så nu venter jeg bare på, at jeg kan lukke sagen og komme videre.
Imdat Özbek ønsker ikke at kommentere sagen. Han henviser i stedet til sin advokat Roberto Panada. Advokaten forklarer i en mail, at han ikke har haft med sagen at gøre. Men han mener generelt, man skal være varsom med at drage forhastede konklusioner i denne type sager.