Får erstatning for varige men efter sexchikane
Alice Fuglsang blev sexkrænket af sin chef. Nu har hun fået erstatning for varige men.
Alice Fuglsang har netop fået 36.002 kroner i erstatning for varige men efter sexchikane. (Foto: Lene Esthave) Alice Fuglsang har taget antidepressiv medicin hver eneste dag, siden hun blev sygemeldt fra sit arbejde på bostedet Klosterbo i 2008. For den massive sexchikane fra bostedets formand har sat spor.
Derfor har Alice Fuglsang fået tilkendt erstatning for fem procent varige men tre et halvt år efter, at hun sammen med 3F Vojens anmeldte sagen til Arbejdsskadestyrelsen.
Hun har prøvet at trappe ud af pillerne, men så har hun fået tilbagefald i sin angst og depression.
- Jeg tror aldrig, at jeg bliver helt rask, men jeg kan passe mit job, siger Alice Fuglsang. Erstatningen for varige men blev tilkendt i september 2011. Den lød på 36.002 kroner.
Flashback
Når Alice Fuglsang er på sit nye arbejde i en kantine, mærker hun ikke sine men fra sexchikanen. Det er, når hun kommer hjem, det for alvor tager fat. Så kører tankerne.
- Det er som at drømme med åbne øjne. Jeg bliver bare pludselig fjern, siger Alice Fuglsang om timerne derhjemme, hvor de mørke minder om chefens krænkelser og ydmygelser ikke vil forsvinde.
- Jeg har fået mere ro i mit liv nu, men absencerne fylder stadig meget, også når jeg er sammen med andre mennesker. Så spørger folk, om jeg sidder og drømmer, siger hun.
Krænkeren er stadig chef
Med medicinen kan Alice Fuglsang holde de værste symptomer fra livet. Hun er glad for sit nye kantinejob og de selvmordstanker, som depressionen bragte, har fortrukket sig.
Det er vigtigt for hende, at Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt hendes skade som arbejdsbetinget. For hun har ofte følt, at det var hende, der var noget galt med.
- Jeg har tit tænkt, at det måske bare var noget pjat, siger Alice Fuglsang.
Selvom Bent Jespersen havde indrømmet sexchikanen og blev dømt for sexchikane, bakkede bestyrelsen ham op. I dag sidder han igen på posten som Klosterbos formand.
Web-tv: Se Alice Fuglsangs beretning