Direktør lover dansk løn på Femern
Arbejdspladser i Danmark bliver på danske vilkår, når projektet til 50 milliarder skal bygges.
18 kilometer tunnel skal sænkes ned på bunden af Femern Bæltet. Alene fabrikken, der skal støbe de 79 betonelementer, vil give job til 2.000 arbejdere. (Foto: Femern A/S) Når byggeriet på den nye Femern Bro begynder, kommer arbejdspladserne i Danmark til at blive på danske og ikke polske vilkår. Det forsikrer teknisk direktør Steen Lykke fra Femern A/S.
- Vi skal sikre, at også folk fra andre lande, der arbejder i Danmark, arbejder under overenskomstlignende forhold, siger Steen Lykke.
Mindst 3000 arbejdspladser er på spil, når tunnellen under Femern med noget forsinkelse skal støbes og sænkes fra 2015.
Betonelementerne skal støbes på dansk grund i Rødby Havn, og dermed vil hovedparten af arbejdspladserne være i Danmark. Men allerede nu er der gevaldig interesse fra udlandet, og udenlandske konsortier står klar til at byde på opgaverne til i alt 41 milliarder kroner.
FN-konvention sikrer overenskomst
For at tage hensyn til EU's regler om det indre marked, kan der ikke stå et præcist krav om dansk overenskomst i kontrakterne. Men Danmark har skrevet under på FN-organisationen ILO's konvention 94. Den sikrer, at løn og arbejdsvilkår skal følge de lokale standarder. Det vil sige efter overenskomsterne.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi stiller krav om ILO's konvention i vores kontrakter på Femern, siger Steen Lykke.
Dermed vil udenlandske konsortier, der skal arbejde for bygherren Femern A/S, skulle skrive under på danske overenskomster eller aflønne deres ansatte efter samme satser.
- Vi skal også tage hensyn til EU's konkurrenceregler. Det er en afvejning, vi skal foretage. Det nærmeste vi kan komme det lige nu er, at arbejdet bliver udført under overenskomstlignende forhold.
Kontrol
3F og de andre byggefagforeninger i BAT-Kartellet arbejder med Dansk Byggeri i en arbejdsgruppe med Femern A/S for at sikre, at der ikke sker løndumping på det historisk store byggeri.
- Det skal være sådan, at vi rent faktisk kan kontrollere, at det så også bliver overholdt. Der skal vi have nogle redskaber til at håndhæve de her ting så vidt, det er muligt, lyder det fra direktøren.