Sjusk med sikkerhed sendte Jon i døden
Jon Sandholdt fik fem dage som lærling på skibet ORASILA. Han blev sendt ud på det iskolde grønlandske hav uden redningsvest eller sikkerhedsdragt. Jollen kæntrede, og den 18-årige sømand druknede.I 2006 advarede 3F Søfartsstyrelsen om, at sikkerheden på ORASILA sejlede.Søfartsstyrelsen har politianmeldt rederiet M.H. Simonsen for at overtræde loven om sikkerhed til søs.Der er stor forskel på bøder til arbejdsgiverne, alt efter om en arbejdsulykke sker på land eller til søs. Store bøder kan forebygge ulykker, mener ekspert.
Døden til søs
Jon Sandholdt blev kun 18 år. Så sendte farligt arbejde og elendig sikkerhed på skibet ORASILA ham i druknedøden.
Når søens folk tager på arbejde, er det med livet som indsats. Alligevel gives der langt mindre bøder til havets arbejdsgivere for sløseri med sikkerheden end på land.
"Og ved du hvad far, jeg har bare set den smukkeste solopgang, jeg kan huske."
De ord er noget af det sidste, Bent Sandholdt kommer til at høre sin søn sige.
Ordene bliver sagt i telefonen fra Grønland. Her er klokken 10 om formiddagen, da Jon Sandholdt stolt ringer hjem til familien. Det er fredag 16. januar 2009, og den 18-årige lærling har fået ros af maskinchefen.
Fem dage tidligere er Jon gået om bord på skibet ORASILA, der leverer brændstof til grønlandske bygder. Han aner ikke, at den første tur langs kysten også skal blive hans sidste.
Telefonen ringer igen hos familien Sandholdt syv en halv time senere. Og det går op for Bent Sandholdt, at han aldrig mere skal komme til at tale med sin søn.
Klokken 16.45
16. januar 2009. Vinterhimlen er sort som det iskolde hav. Ikke en vind rører sig. ORASILA ankommer til bygden Saarloq nær Julianehåb i det sydlige Grønland, hvor temperaturen har sneget sig ned på minus 10 grader.
Besætningen om bord består af 10 mand inklusiv kaptajn, maskinmester, to befarne og to ubefarne skibsassistenter.
Den ene er Jon Sandholdt. Han er lærling i maskinen og har været om bord i fem dage. Kaptajnen har allerede et godt indtryk af den 18-årige sønderjyde, som har hænderne godt skruet på og ikke er bange for at tage fat.
Hverken Jon eller resten af besætningen aner, at den næste time ender i en katastrofe for to mænd på skibet.
Han var så stolt
Stuens møbler i det hyggelige landsbyhus lidt uden for Haderslev har været Jons. Bent Sandholdt sidder i den sorte lædersofa ved siden af sin kone Pernille.
- Jon var så stolt over at skulle sejle med ORASILA. Det var hans drøm, der gik i opfyldelse. Han sad oppe og øvede sig på at bruge lanternen det meste af natten, inden vi kørte ham til lufthaven. Han ville være sikker på at kunne det, når han skulle have sin første vagt på broen, fortæller han.
Jon Sandholdt fik jobbet som lærling i maskinen den dag, han blev færdig på Søfartsskolen. Det skete lige før jul med et af de højeste karaktergennemsnit i sin klasse.
- Jon var utrolig målrettet. Det var hans drøm at blive maskinmester. Han havde planlagt de næste seks år af sit liv, hvor han ville sejle, tage et gymnasialt suppleringskursus og gå på maskinmesterskole i Frederikshavn.
Klokken 16.50
Besætningen på ORASILA gør klar til at levere olie til det lokale elværk. En jolle skal som altid sejle olieslangen ind til kysten. Om bord er 1. styrmanden og Jon Sandholdt. Ingen af dem er iført redningsvest eller overlevelsesdragt. De eneste dragter om bord på skibet er alt for store til det meste af besætningen og ligger ubrugte hen. Kun rederiets røde kedeldragter af termostof omslutter deres kroppe.
De hægter slangen fast på en høj bøjle, som besætningen har monteret bag på jollen. 1. styrmanden sætter langsomt kurs mod kysten.
Vandets temperatur nærmer sig tre minusgrader.
Ven med alle
Stuen i det sønderjyske landsbyhus fyldes af to menneskers minder.
- Han var et rigtigt familiemenneske og ven med alle. Han kunne ikke holde ud at være vred, og han hvilede meget i sig selv, fortæller Jons far.
Han mindes, da familien i 2007 blev udvidet med to børn på tre og fem adopteret fra Sydafrika.
- Jons dør stod altid åben. Tit sad de på hver sin side af ham i hans seng og spiste popcorn og så film. De snakker stadig meget om ham.
Klokken 17.30
Jollen er 40 meter fra kysten. 1. styrmanden meddeler ORASILA over radioen, at der er nok slange til at nå land.
Jollen bliver skiftevis hævet og sænket af havets bevægelser. På toppen af en bølge strammes de 280 meter slange. Det kraftige ryk fra slangen i den høje bøjle trækker jollen bagover. Et øjeblik står den på højkant. Så tipper den bagover og ender med bunden i vejret midt ude på havet.
Det eneste, der høres, er lyden af påhængsmotorens taktfaste brummen under vandet.
Inde fra kysten ser skibets ubefarne skibsassistent og en lokal fra elværket, hvordan jollens arbejdslygte laver en bue af lys i mørket, før lyskeglen opsluges af det kulsorte vand.
Et opkald
Klokken 22.30 dansk tid ringer telefonen i landsbyhuset ved Haderslev. Bent Sandholdt løfter røret. Stemmen i den anden ende tilhører en ansat på rederiet.
Den fortæller, at Jon er faldet over bord under arbejdet. Han er endnu ikke er fundet.
Røret bliver lagt på. Bent Sandholdt når lige at fortælle sin kone, hvad der er sket, inden han bryder grædende sammen på trappen ved telefonen.
Fem timer senere ringer to betjente på døren. De er i uniform. Men husets beboere er for længst klar over, at de aldrig mere skal se Jon i live.
- Den tanke, at det er skrupforkert og uretfærdigt, overskygger alt andet. Uretfærdigt for Jon, fordi han ønskede det så brændende og gjorde så meget for, at det skulle lykkes. Han fik for lidt ud af det, fortæller Pernille Sandholdt om sine første tanker efter beskeden om Jons død.
Klokken 17.35
To lokale mænd og skibsassistenten når den kæntrede jolle i en båd. De råber og banker på jollens bund.
Et sted i nærheden flyder to livløse kroppe rundt. Deres lunger er fulde af vand. Det er allerede flere minutter siden, at deres lammede muskler måtte opgive kampen mod det grønlandske ishav.
Fem lokale joller, ORASILAS redningsbåd, en politikutter og en båd fra søværnet deltager i eftersøgningen af de to mænd.
Klokken 19.30 bliver 1. styrmanden fundet druknet.
Tre en halv time senere bliver Jon Sandholdts livløse krop hevet op af havet ud for Grønlands kyst.
Udsigt til solopgang
Der skal gå 14 dage efter ulykken, før Bent og Pernille Sandholdt ser Jon. Dårligt vejr og de retsmedicinske undersøgelser er skyld i den lange ventetid.
Kalenderen viser fredag 29. januar 2009, da Jon for allersidste gang indfinder sig i sit barndomshjem. Familien har ønsket selv at gøre ham klar til begravelsen. Det er det sidste, de kan gøre for ham.
Som han ligger der i kisten, nybarberet og iført cowboybukser og en T-shirt, ser det ud, som om han sover.
Dagen efter er der begravelse. 350 mennesker møder op i den lille landsbykirke. Skolekammerater, kolleger, venner og familie. Så mange, at folk må stå tæt pakket i våbenhuset. Rederiet i skikkelse af kaptajnen på ORASILA er en af dem. Da dagen er omme, er han den sidste, der forlader landsbyhuset.
Jon bliver begravet på den lokale kirkegård på gravpladsen allerlængst mod øst. Familien er ikke i tvivl om, at det er dér, han skal hvile. Med den bedste udsigt til solopgangen.
Rekonstruktion af hændelsesforløbet, der førte til Jon Sandholdts død, er lavet på baggrund af Søfartsstyrelsens rapport fra opklaringsenheden, DMI's vejrarkiv, lægefaglige udtalelser samt samtaler med Bent og Pernille Sandholdt.
Skarp kritik af rederi
Søfartsstyrelsens rapport om ulykken retter skarp kritik mod rederiet og ORASILAS ledelse. Rapporten konkluderer blandt andet:
* Rederiets sikkerhedspolitik fungerede ikke i praksis.
* Brug af nødvendigt udstyr var ikke tilstrækkelig.
* Ingen af de omkomne bar redningsvest eller overlevelsesdragt.
* Kommunikationen mellem rederiet og skibets ledelse om køb af sikkerhedsudstyr var utilstrækkelig.
* Udarbejdelsen af faste procedurer omkring sikkerhed og instruktion i risici var mangelfuld.
* Det var almindeligt, at besætningen ikke bar sikkerhedsudstyr i jollen.
* Jollen var ustabil på grund af påmonteret, høj bøjle.
Kilde: Ulykkesrapport fra Søfartsstyrelsens enhed for opklaring.
Myndigheder advaret om katastrofekurs
Myndighederne var advaret om problemer med sikkerheden på ORASILA.
I 2006 gav Søfartsstyrelsen skibets rederi lov til at spare. I stedet for tre uddannede skibsassistenter fik skibet lov til kun at sejle med to uddannede og en lærling langs de grønlandske kyster.
3F ankede Søfartsstyrelsens afgørelse til Ankenævnet for Dansk Søfart og advarede om konsekvenser af den manglende sikkerhed.
3F påpegede også, at arbejdet med at sejle olieslangen ind til bygderne er vanskeligt og kræver erfaring og kendskab til sikkerhed på højt plan.
De advarsler ligner til forveksling Søfartsstyrelsens egen kritik af sikkerheden på skibet i en rapport om dødsulykken to et halvt år senere.
Alligevel fastholder Søfartsstyrelsen sin afgørelse fra 2006.
- Der er ikke noget i opklaringsenhedens rapport, der giver anledning til at revurdere besætningsfastsættelsen på skibet, siger direktør for Søfartsstyrelsen, Andreas Nordseth.
Pris på liv: 2 x 3000
Jon Sandholdt og hans kollega kunne have overlevet turen i ishavet. Det havde blot krævet en overlevelsesdragt til 3.000 kroner pr. styk.
Havet var to-tre minusgrader, da ulykken skete. En redningsbåd nåede ud til den kæntrede båd fem minutter efter ulykken. En overlevelsesdragt kunne have holdt dem i live i seks timer i det iskolde vand.
Det oplyser det danske firma VIKING Life-Saving Equipment, som er en førende producent af sikkerhedsudstyr til brug på søen. Firmaet anbefaler, at man bruger en dragt kaldet PS5002, når man arbejder på arktiske have. Den koster cirka 3.000 kroner.
Styrelse anmelder rederi til politiet
Det er et brud på loven om sikkerhed til søs at sende to sømænd ud på det grønlandske ishav i en jolle uden sikkerhedsudstyr.
Det mener Søfartsstyrelsen, som har meldt rederiet M.H. Simonsen til politiet.
Direktør for Søfartsstyrelsen Andreas Nordseth vil dog ikke udtale sig om, hvilke konsekvenser han regner med, at sagen får for rederiet.
- Jeg kan ikke udtale mig yderligere, som sagen står nu, fordi den er overdraget til politiet, siger han.
Formanden for 3F Sømændene, Søren Sørensen, er tilfreds med, at rederiet er blevet meldt til politiet. Men han frygter, at straffen bliver en ubetydelig bøde.
- Historien har vist, at selv alvorlige brud på loven om sikkerhed til søs udløser meget små bødestraffe. Det har en meget lille opdragende effekt på arbejdsgiverne. Det burde kunne mærkes, når man lader hånt om sikkerheden og sætter andres liv på spil, siger han.
Rederiet tavs om ulykken
Rederiet M.H. Simonsen er tavs som graven omkring den ulykke, der kostede to sømænd livet.
Fagbladet 3F ville gerne have haft rederiets forklaring på, hvorfor de to sømænd ikke bar sikkerhedsudstyr og en kommentar til Søfartsstyrelsens kritik. Men rederiets direktør Lars H. Simonsen ønsker ikke at kommentere sagen.
Rederiets tidligere talsmand, kommunikationsrådgiver Jess Myrthu, sagde umiddelbart efter ulykken til flere medier, at de to omkomne sømænd var erfarne og vant til arbejdet i jollen. Det viste sig senere, at den ene var en 18-årig ubefaren skibsassistent, der kun havde været på skibet i fem dage.
Ingen travlhed hos politikere
Men ansatte på havet må have tålmodighed. Politikerne har ikke travlt med at lave om på bøderne for farligt arbejde til søs.
Det fremgår af et svar fra erhvervsminister Lene Espersen til Folketingets Erhvervsudvalg i maj i år. Omkring sidste års forhøjning af bødestraffe for sjusk med sikkerhed på land står der:
- Regeringen vil i forlængelse heraf se på, om en lignende ændring bør gennemføres på søsikkerhedsområdet.
Jon Sandholdt sammen med sine venner til sin 18-års-fødselsdagsfest i det lokale forsamlingshus i november 2008.
Jon Sandholdt med sine to adopterede søskende. Han nåede kun at være storebror et år, før han døde.
Jon Sandholdt viser stolt rederiets arbejdsdragt frem hjemme i familiens stue, en uge før han drukner i det iskolde hav ud for Grønlandskyst.
Der kom 350 mennesker til Jon Sandholdts begravelse. Han blev begravet lørdag 30. januar 2009 på den lokale kirkegård.
Jon Sandholdt fik et af de bedste gennemsnit i sin klasse. Han fik en flidspræmie for sin store indsats.