Kritik fra Danfoss presser Ole Wolff

Danfoss kritiserer forholdene på Ole Wolffs fabrik i Kina i en undersøgelse. Det har presset Ole Wolff til dialog.

Danfoss kræver af deres leverandører, at de overholder firmaets Code Of Conduct, der er et regelsæt om blandt andet faglige rettigheder. Danfoss kræver af deres leverandører, at de overholder firmaets Code Of Conduct, der er et regelsæt om blandt andet faglige rettigheder.

Det danske elektronikfirma Ole Wolff er blevet kritiseret stærkt for deres behandling af de ansatte og deres fagforening på fabrikken i Yantai i Kina. Ole Wolff er blandt andet blevet dømt for ulovligt at have fyret fagligt aktive på deres fabrik.

Danfoss er kunde hos Ole Wolff, og derfor har Danfoss været i Kina og undersøge sagen for at afgøre, om firmaet har overtrådt de ansattes rettigheder.

Chef for social ansvarlighed hos Danfoss Malene Østergaard startede undersøgelsen, efter Nyhedsbrevet 3F omtalte kritikken af Ole Wolff.

- Vi har sendt nogen ud for at se på forholdene og har haft en dialog med 3F og Ole Wolff. Vi har fundet nogle ting, som ikke var i orden, og det har vi sagt, at det skal Ole Wolff løse, siger Malene Østergaard.

Danfoss kræver af deres leverandører, at de overholder firmaets Code Of Conduct, der er et regelsæt om blandt andet faglige rettigheder. Undersøgelsen har ifølge Malene Østergaard vist, at Ole Wolff har overtrådt Danfoss' Code Of Conduct.

Ole Wolff' direktør Rasmus Wolff har tidligere afvist, at der var problemer med de ansatte, der skulle løses.

Men kritikken fra Danfoss har fået Ole Wolff til at mødes med både Danfoss og 3F for at finde løsning på problemerne på fabrikken i Kina.

Indtil videre har fagforeningen vundet en delvis sejr, idet Ole Wolff har accepteret at betale de seks, der blev fyret ulovligt, og fagforeningens formand, der også blev fyret, en kompensation. Selvom kompensationen er langt under det beløb, som fagforeningen mener, at de har krav på. Og der er stadig flere uløste problemer, mener fagforeningen.


3F følger sagen

International sekretær i 3F Sune Bøgh føler sagen tæt.

- Jeg er glad for, at Danfoss har taget sagen her seriøst. Det har været med til at lægge pres på Ole Wolff for at finde en løsning, siger Sune Bøgh.

Han forventer, at Ole Wolff vil rette sig efter den kritik, som Danfoss og 3F har rejst.

Ole Wolff har skåret ned på produktionen, så de i dag kun har 30 ansatte på fabrikken, mens de for et år siden havde 200 ansatte. Fagforeningens valgte er alle blevet fyret, og derfor bliver det svært at forsætte den uafhængige fagforening på fabrikken.

- Danske firmaer skal ikke have lov til at overtræde sine ansattes rettigheder, bare fordi fabrikken ligger langt fra Danmark. Jeg håber ikke, ledelsen på Ole Wolffs fabrik i Kina får held med at komme af med fagforeningen. Vores mål er, at den kan fortsætte, men det kræver, at Ole Wolff viser en reel vilje til at løse problemerne, siger Sune Bøgh.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør Rasmus Wolff.