EF-domstol skal vurdere støtte til rederier

3F får EF-domstolen til at tage stilling til det man betragter som ulovlig statsstøtte til danske rederier

- Det er i sig selv en sejr og særdeles betydningsfuldt, at domstolen nu anerkender, at vi som fagforbund har en legitim interesse i sagen, siger Henrik Berlau, forhandlingssekretær i Transportgruppen i 3F.- Det er i sig selv en sejr og særdeles betydningsfuldt, at domstolen nu anerkender, at vi som fagforbund har en legitim interesse i sagen, siger Henrik Berlau, forhandlingssekretær i Transportgruppen i 3F.

EF-domstolen i Luxembourg skal tage stilling til, om danske rederier modtager ulovlig statsstøtte.

Domstolen har hidtil afvist at tage stilling til en klage fra 3F om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), der siden 1988 har sikret danske rederier særligt gunstige skattevilkår. Torsdag har domstolen imidlertid slået fast, at man nu er klar til at gå ind i sagen.

Det sker efter en anke fra 3F til EU-kommissionen og EF-domstolen. 3F ønsker at få sat en stopper for det, man betragter som ulovlig støtte.

Der er derfor stort tilfredshed med domstolens beslutning.

- Hidtil har vi fået at vide, at vi ikke er klageberettiget, fordi vi ikke er direkte modtager af statsstøtte eller i konkurrence med nogen, som modtager den. Men vi mener og har hele tiden ment, at vi i allerhøjeste grad er part i sagen, idet støtten betyder, at danske søfolk mister deres arbejde til billig udenlandsk arbejdskraft, siger Henrik Berlau, forhandlingssekretær i Transportgruppen i 3F.

- Det er i sig selv en sejr og særdeles betydningsfuldt, at domstolen nu anerkender, at vi som fagforbund har en legitim interesse i sagen, siger han.


Håber på ændret støtte

3F glæder sig over, at domstolen nu kommer til at tage stilling til, om DIS-reglerne er ulovlig statsstøtte.

- Man giver støtten til ikke bare danske søfolk men også til for eksempel filippinske søfolk, hvilket har betydet, at danske søfolk i tusindvis er blevet etnisk udrenset på danske skibe i international fart, siger Henrik Berlau.

- Det er i orden at give støtte i form af skattefrihed til at sikre beskæftigelsen for danske søfolk og søfolk fra andre EU-lande, men når man så også giver den til filippinere, så har den jo ikke længere det element i sig. I stedet har den danske støtte karakter af driftsstøtte til danske rederier, og det er efter vores mening ulovligt, siger Henrik Berlau.

Han håber, at EF-domstolen vil underkende den nuværende støtteordning, så de statsstøttede skattebegunstigelser alene omfatter de danske søfolk.

Det vides ikke, hvornår EF-domstolen vil behandle sagen.