Byggeriet skal ansætte indvandrere
Kampagne skal få unge med anden etnisk baggrund end dansk til at vælge byggefagene, men der er også behov for en kampagne overfor arbejdsgiverne, mener 3F
Onsdag startede Integrationsministeriet og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri en kampagne, der skal få unge med anden etnisk baggrund end dansk ind i byggebranchen. (Foto: Harry Nielsen.) Integrationsministeriet og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri skød onsdag en kampagne i gang, der skal lokke flere unge med anden etnisk baggrund end dansk til byggebranchen.
Kampagnen får ros fra 3F, men giver også anledning til undren.
- Mit bud er, at omkring to tredjedele af de murerlærlinge i det storkøbenhavnske område, der ikke har fået en læreplads hos en mester, har en anden baggrund end dansk, siger Silas Klein Jensen, murerlærling og ungdomsrepræsentant i gruppebestyrelsen i Byggegruppen i 3F.
- Det er en god ide at prøve at få flere unge indvandrere eller anden eller tredje generationsindvandrere ind i byggeriet, men når Dansk Byggeri laver en sådan kampagne, så må man også kunne forlange, at de laver kampagne overfor deres medlemsvirksomheder. Man kunne passende begynde med at ansætte dem, der går i skolepraktik, siger Silas Klein Jensen.
Firmaerne fravælger indvandrere
Faglig sekretær i BJMF i København Jens Kirkegaard, der er ansvarlig for lærlingearbejdet i afdelingen, synes også, der er tale om et godt initiativ.
- Men alene i Københavnsområdet er der 179 byggefirmaer, som er godkendt til at have lærlinge, som ikke har én eneste. Samtidig er omkring hundrede murerlærlinge, hvoraf de fleste netop har indvandrerbaggrund, henvist til skolepraktik. Det er unge mennesker, der har valgt murerfaget - men hvor arbejdsgiverne har valgt dem fra. Derfor har Dansk Byggeri virkelig behov for holdningsbearbejdelse af virksomhederne. Det er ikke nok at lokke de unge til byggeriet. Der skal også være nogen, som vil ansætte dem, siger Jens Kirkegaard.
De gode eksempler
I Dansk Byggeri erkender kontorchef Eva Kartholm, at det kan opfattes som et paradoks med en kampagne for at tiltrække flere med anden etnisk baggrund end dansk, når det netop er unge med en sådan baggrund, der har sværest ved at få praktikplads.
- Ud over at gøre unge indvandrere og efterkommere interesseret i byggebranchen, så er det imidlertid også en naturlig del af kampagnen at få vores medlemmer, byggefirmaerne, til også at ansætte dem, der ikke hedder Hansen og Jensen. Vi skal ud og fortælle de gode historier om vellykket integration på danske byggepladser.
- Kampagnen er skudt i gang med opbakning fra vores medlemsvirksomheder. Der ligger en kæmpemæssig arbejdskraftreserve i unge med anden baggrund. Den skal vi i fællesskab blive meget bedre til at udnytte, siger Eva Kartholm til Nyhedsbrevet 3F.
For at trække flere unge til byggeriet er der behov for at øge kendskabet til byggebranchen. Derfor er kampagnen rettet mod både de unge og deres forældre, der ved hjælp af informationsmaterialer, annoncer og radiospots skal få øjnene op for de mange fordele ved en fremtid i byggeriet.
Startskuddet for kampagnen lød på Københavns Tekniske Skole og en byggeplads, hvor integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) og den administrerende direktør for Dansk Byggeri Jens Klarskov sammen med 25 indbudte unge deltog i en rundvisning på byggepladsen.
Kampagnen vil i løbet af de næste måneder blive udrullet i resten af landet, hvor der vil være besøg på byggepladser i Odense, Århus og Herning.