Uklar definition af flaskehalse

BAT-kartellet er træt af udokumenterede påstande om flaskehalse inden for især byggeriet og opfordrer regeringen til at nedsætte et udvalg, der skal definere hvad flaskehalse er.

- Generelt er der fortsat ledighed i byggeriet, fastslår BAT-kartellets formand John Larsen. Derfor bør regeringen få defineret, hvad flaskehalse er, når nu det gentagne gange påstås, at byggebranchen er hårdt ramt af flaskehalse. (Arkivfoto)- Generelt er der fortsat ledighed i byggeriet, fastslår BAT-kartellets formand John Larsen. Derfor bør regeringen få defineret, hvad flaskehalse er, når nu det gentagne gange påstås, at byggebranchen er hårdt ramt af flaskehalse. (Arkivfoto)

Næsten daglige meldinger fra arbejdsgivere, arbejdsmarkedsråd, bankøkonomer og organisationer om flaskehalse og mangel på arbejdskraft i ikke mindst byggeriet har fået byggefagforeningernes paraplyorganisation BAT-kartellet til at rette henvendelse til regeringen.

- Vi har efterhånden mere end blot en fornemmelse af, at den konstante snak om flaskehalse er ideologisk bestemt, og at det hele handler om at gøde jorden til forringelser af dagpengesystemet i det såkaldte velfærdsudspil, siger kartellets formand, gruppeformand i 3F John Larsen.

- Byggeriet skal ikke på baggrund af en falsk dagsorden bruges som gidsler til at stramme rådighedsregler eller halvere dagpenge.

- Det kan da godt være, at det er vanskeligt at skaffe for eksempel elektrikere i enkelte regioner, men generelt er der fortsat ledighed i byggeriet, og der er ledige bygningsarbejdere, der hellere end gerne vil i gang efter en lang vinter. Derfor er det urimeligt, at der skal tegnes et billede af fuld beskæftigelse og mangel på arbejdskraft, siger han til Nyhedsbrevet 3F.

Uklar definition

BAT-kartellet har derfor udarbejdet et længere notat om flaskehalse, som er sendt til statsministeren (fordi han sidder for bordenden når der skal laves velfærdsaftaler) og til beskæftigelsesministeren.

Bygningsarbejderforbundene mener, at definitionen af flaskehalses er meget uklar. Alle kan derfor påstå, at arbejdsmarkedet eller visse dele af det er ramt af flaskehalsproblemer eller har udsigt til det. BAT foreslår derfor, at Beskæftigelsesministeriet nedsætter et hurtigt arbejdende udvalg med repræsentanter for byggebranchen, de regionale arbejdsmarkedsråd, Danmarks Statistik og De Økonomiske Vismænd for at nå til enighed om en nærmere definition af, hvad man egentlig forstår ved flaskehalse. Samtidig foreslås det, at der indføres ensartede standarder for de regionale arbejdsmarkedsråd, når de en gang i kvartalet giver deres bud på flaskehalssituationen.

Fortsat ledighed

I notatet gør kartellet samtidig opmærksom på, at Danmarks Statistik decideret giver et falsk billede af ledigheden i byggeriet, idet man alene anvender tal fra de fire rene byggeforbunds arbejdsløshedskasser. Det vil sige, at ledighedstallene for en tredjedel af branchen, herunder murere, jord- og betonarbejdere og andre 3F'ere ikke indgår i Danmarks Statistiks tal.

De seneste officielle ledighedstal for byggeriet på landsplan er fra marts, hvor ledigheden var 9.000 personer. I dag lyder prognosen, at tallet er godt halvt så stort.

I Københavnsområdet, hvor byggeriet boomer, kan a-kassen i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening imidlertid ikke så øje på faldet. Således er eksempelvis 61 af afdelingens murerarbejdsmænd, svarende til 15 procent, uden arbejde netop nu.

BAT-kartellet beder i øvrigt om, at man i stedet for kun at fokusere på de negative sider af flaskehalsproblemerne bør glæde sig over mulighederne for at give grupper som nyuddannede, seniorer og indvandrere fodfæste på arbejdsmarkedet.

Og så citerer skrivelsen til regeringen i øvrigt statsminister Anders Fogh Rasmussen fra 7. december 2005 i Ekstra Bladet: "De flaskehalse, der er på arbejdsmarkedet, er ikke store. Og det er nu engang sådan, at det er bedre at have mangel på arbejdskraft end at have arbejdsløshed".