Forsiden NyhederVelfærdsreform skal afhjælpe flaskehalseDe rekordlave ledighedstal, der netop er offentliggjort fra Danmarks Statistik, er ikke udelukkende glædelige. De forværrer nemlig visse virksomheders problemer med at få besat ledige stillinger. For at undgå for store flaskehalse er det afgørende, at velfærdsforhandlingerne hurtigt bliver afsluttet, mener Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg.- Flaskehalsproblemer er alvorlige. Derfor er det vigtigt, at velfærdsforhandlingerne falder på plads, så de kortsigtede problemer med flaskehalse også bliver løst. Det drejer sig især om opkvalificering af ledige, der mangler kompetencer, og en mere effektiv jobformidling, siger Jens Vibjerg. Til trods for den uheldige slagside, som den lave ledighed har, er han dog glad for de nye tal.- Det er en god udvikling, vi er inde i, når ledigheden fortsat falder. Det giver os en historisk chance for at få de mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, der har været langt væk. Samtidig er den lave ledighed også en god chance for at få indvandrere i beskæftigelse, siger Jens Vibjerg.Siden december 2003 er ledigheden i Danmark faldet med 51.900 personer og fra bare februar til marts 2006 har 4.300 danskere fundet vej til arbejdsmarkedet. Dermed er ledighedsprocenten nede på 4,8, hvilket er den laveste i 30 år.Af Henriette Kirkegaard (NET-Redaktionen, Lynx Media)