Scandlines nedlægger færgerestaurant
Nedskæringer koster 34 stillinger i Helsingør. Et skrækscenarie, siger gastronomernes tillidsrepræsentant.
Fra nytår vil der ikke mere være nogen restaurant på Scandlines-overfarten Helsingør-Helsingborg. (Arkivfoto) Fra nytår vil der ikke mere være nogen restaurant på Scandlines-overfarten Helsingør-Helsingborg.
Den meddelelse på et ekstraordinært SU-møde betyder, at 34 ansatte de næste dage skal til fyringssamtaler.
De 30 er tjenere, gastronomer, medhjælpere og supervisors. Ud over dem mister fire 3F'ere inden for landpersonalet deres job.
- Det var et skrækscenarie uden lige, siger gastronomernes tillidsrepræsentant Leif Schuster Pedersen om mødet.
- Det blev meget værre, end vi troede, men hele baggrunden er jo kapitalfondene og den store rentebyrde, der udhuler Scandlines' økonomi, for selskabet er i bund og grund en sund forretning.
Oprindelig var der tale om 52 stillinger, men 18 er allerede væk på grund af naturlig afgang og ikke genbesatte job.
3F'ere ansat før 1. september 2007 har jobgaranti 2010 ud.
- De skal nu i samtalen med ledelsen tage stilling til, om de vil blive tiden ud eller have en pose penge og rejse. Og det kan jo nok påvirke lukningsplanerne.
Tre tilbage
Efter nytår vil der stadig være tre gastronomer tilbage. De skal servere mad til chaufførerne og den sejlende besætning. Men for gæsterne er det slut med at nyde sundudsigten over en hurtig bid brød.
- Vi har naturligvis protesteret mod lukningen. For uden restauranten er det ikke rigtig Scandlines. Men kollegerne er også lettede, fordi de nu har fået besked. De har været psykiske gidsler, siden Scandlines i februar meldte ud, at der ville komme fyringer.
Allerede til sommer lukker shoppen på færgen. Det går ud over to HK'ere.
- Ud over det skal der ske noget på lagersiden, har vi fået at vide. Men de ved først noget om tre til seks måneder, siger Leif Schuster Pedersen.