Scandlines fyrer i næste uge
Catering i Gedser og Rødby slipper nådigt, siger tillidsrepræsentant. Frustrationer i Helsingør før møde mandag.
Ansatte på Scandlines' ruter går en frustrerende uge i møde. På et ekstraordinært møde i samarbejdsudvalget i Rødby torsdag fremgik, at 57 stillinger skal skæres væk på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. De ansatte på Helsingør-Helsingborg afventer et ekstraordinært møde i samarbejdsudvalget mandag formiddag. (Arkivfoto) Ansatte på Scandlines' ruter går en frustrerende uge i møde. På et ekstraordinært møde i samarbejdsudvalget i Rødby torsdag fremgik, at 57 stillinger skal skæres væk på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Her sættes der navne i løbet af mandag-onsdag i næste uge.
De ansatte på Helsingør-Helsingborg afventer et ekstraordinært møde i samarbejdsudvalget mandag formiddag.
- Vi ved, der skal fyres x antal mennesker, og at det vil komme til at gå mest ud over catering her i Helsingør, siger tillidsrepræsentant Leif Schuster Pedersen.
De 57 stillinger på Østersøen er allerede på grund af naturlig afgang og mindre brug af afløsere og sæsonansatte skrumpet med 26.
- Vi ved altså, at 31 skal fyres, og heraf vil et begrænset antal være 3F'ere, siger faglig sekretær Erik Ravn, 3F Guldborgsund.
Catering-området slipper næsten i Gedser og Rødby, mens det ser værre ud på trossefører-området.
- Vi havde håbet, at Østersøen ikke ville blive ramt ret meget, og vi ser altså ud til at være nådigt sluppet, siger han.
Tillidsrepræsentant Joan Willumsen er også lettet.
- Vi er blevet skånet meget på catering, men ingen ved jo, hvad der videre vil ske, hvis finanskrisen og nedgangen fortsætter.
Uro og frustrationer
Mens en vis lettelse har bredt sig sydpå, er der på Helsingør-Helsingborg-ruten stadig uro og store frustrationer.
- Scandlines meldte ud allerede i februar, at der skulle ske fyringer, og nu får vi først noget at vide på mandag. Det har skabt store frustrationer og rygtedannelser, siger tillidsrepræsentant Leif Schuster Pedersen.
Ifølge Frederiksborg Amts Avis er 30 stillinger i fare. Og efter hvad avisen erfarer, er især de ansatte i cafeterier og restauranter i farezonen.
- Det er ikke noget, jeg kan kommentere før efter mødet mandag, siger Leif Schuster Pedersen.
Scandlines har i alt varslet et minus på 400 stillinger, som også omfatter de tyske færger, fragtruter og ansatte i administrationen på land.