Sådan er dine rettigheder i vinterkulden

Her er fem gode råd til at undgå farlige situationer på arbejdspladsen. Sig fra, når kulde bliver til frost.

Frostvejret kan både betyde istapper, der kan falde ned, og isglat underlag. (Foto: Maja Korshin)Frostvejret kan både betyde istapper, der kan falde ned, og isglat underlag. (Foto: Maja Korshin)

Det er koldt og mørkt i denne tid. Og det kan ende med frostvejr, der eksempelvis kan give farlig, spejlglat is.

Miljøkonsulent Kjeld Hougaard Jensen fra 3F's Transportgruppe giver her fem gode råd, der sender dig sikkert gennem vinteren.

Hold dig til dem, så kan det ikke gå helt galt.

5 gode råd til sikkert vinterarbejde

1. Kend din APV

Det er en god idé at gennemgå arbejdspladsvurdingen (APV) for det sted, du arbejder. Den forklarer nemlig, hvordan du skal forholde dig ved forskellige specielle forhold. Eksempelvis snevejr.

- Hvis man har arbejde, der foregår udendørs, må man forvente, at der på nogle årstider er glat. Og så skal din virksomhed lave en arbejdspladsvurdering om, hvordan du skal forholde dig, når der er glat, siger Kjeld Hougaard Jensen.

2. Brug forsvarlighedsprincippet

Din egen vurdering tæller. Hvis du vurderer, at det er uforsvarligt at arbejde, har du lov til at sige fra.

- Eksempelvis er det ikke forsvarligt som cykelbud at køre ud, når det er isglat, siger Kjeld Hougaard Jensen.

Men også chauffører kan undsige sig at køre ud ved specielle vejrforhold.

3. Følg med i trafikmeldingerne

Politiets meldinger om vejr og trafik er en god guideline for, hvordan du skal forholde dig.

- Når politiet fraråder udkørsel i en bestemt landsdel, så er man i sin gode ret til at sige: Jeg følger politiets anvisning, forklarer Kjeld Hougaard Jensen.

4. Søg hjælp, hvis du bliver presset

Det kan være svært at få ret i, at ens arbejde er farligt, hvis forholdene for eksempel ikke gør sig gældende for andre på din arbejdsplads.

Men din arbejdsgiver bør makke ret, hvis du vurderer, at det er uforsvarligt. Ellers er der hjælp at hente andre steder.

- Så går du selvfølgelig til din faglige organisation og får dem til at hjælpe dig. Eller din tillidsrepræsentant eller din sikkerhedsrepræsentant, siger Kjeld Hougaard Jensen.

5. Du har ret til at sige nej

Din chef skal holde sig til loven, ellers sæt foden ned.

- Hvis loven ikke er overholdt, eller hvis ens liv eller helbred er i fare, så har man ikke pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed, fastslår Kjeld Hougaard Jensen.

Han minder dog om, at chefen har ret til at sætte dig til noget andet ufarligt arbejde.