Forslag skal sløjfe stop for sygedapenge
Socialdemokraterne og resten af oppositionen vil forhindre, at langtidssyge får stoppet deres sygedagpenge. DF vender tommelfingeren nedad.
Socialdemokraterne, SF, det Radikale Venstre og Enhedslisten vil afskaffe grænsen for, hvor længe sygemeldte kan modtage sygedagpenge. Grænsen for, hvor længe man som sygemeldt kan modtage sygedagpenge, skal væk. Det mener den samlede opposition, der netop er blevet enige om at fremsætte et lovforslag om at afskaffe grænsen for, hvor længe man som sygemeldt kan være på sygedagpenge.
I dag er grænsen normalt 52 uger, som i visse tilfælde kan forlænges til højst to år. Derefter er man henvist til kontanthjælp eller slet ingenting. Hvert år mister omkring 5.000 sygemeldte deres sygedagpenge.
- En sygdomsperiode kan godt vare mere end to år, og hvis syge hverken kan arbejde eller komme videre i systemet, skal de have ret til sygedagpenge, siger socialdemokraten Lennart Damsbo-Andersen, der har taget initiativ til forslaget.
Både SF, Enhedslisten og det Radikale Venstre bakker op om forslaget.
DF vil ikke være med
- Dansk Folkeparti mener, at det er fornuftigt, at der er en grænse for, hvor længe man kan modtage sygedagpenge. Ellers risikerer vi, at syge parkeres på en ydelse og ikke bliver hjulpet videre, siger Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti.
Derimod vil han gerne være med til at se på, hvorfor så mange falder ud af systemet, og om de får den rigtige behandling i kommunerne og i sygehusvæsenet.
- Vi har den holdning, at hvis ikke der er udsigt til, at sygemeldte bliver raske, så skal de videre i systemet og for eksempel tilbydes fleksjob eller førtidspension, siger Bent Bøgsted.