Hver morgen er jeg er glad for at leve
Arbejdsgiver fik bøde på 25.000 kroner for arbejdsulykke, der sendte Per i kørestol. Tilværelsen blev skudt i sænk, og ægteskabet røg. Men han er ikke bitter og har kæmpet sig tilbage til livet.
Per drømmer ikke længere om ulykken.Tema: Arbejdsulykker
Sidste år fik 48.774 pårørende en telefonopringning. Om at deres ægtefælle, far, mor, søn eller datter var kommet ud for en ulykke på jobbet. Og det sker for flere og flere. Ifølge Arbejdstilsynets nye statistik stiger antallet af arbejdsulykker for tredje år i træk. Samtidig var 2006 året med det største antal dødsulykker og alvorlige ulykker siden 2001. Hvorfor er det gået så galt? Og hvad skal der gøres?
Per Bang Andersen elskede det frie liv på byggepladserne, men det endte brat i 2003, da en arbejdsulykke bandt ham til kørestol og livslange smerter. Arbejdsgiveren, Trekantens Diamantskæring ApS i Kolding, fik det fulde ansvar og en bøde på 25.000 kroner plus påbud om at skærpe sikkerheden med brug af seler og sikkerhedsline.
Ulykken kunne have været undgået, men han er ikke bitter. Selvom tilværelsen blev slået i stykker, ægteskabet røg, og smerterne plagede ham så slemt, at han bad lægerne amputere sin ødelagte fod.
- Jeg har omsider forliget mig med, at jeg aldrig kommer ud på en byggeplads mere. Men det har været nogle hårde år. Da jeg ramte bunden mentalt, lukkede jeg mig inde i tre uger. Jeg kunne ikke rumme mere. Der kunne have kørt en lastbil tværs gennem stuen, og jeg havde været ligeglad, fortæller Per, der ikke kan forklare, hvor han fandt styrke til at komme videre.
- Men min medfødte humor - og venner og familie - har hjulpet mig, siger Per, der i dag er i gang med en kontoruddannelse. På dobbelt tid, fordi han kun magter halve dage. Men færdig, det bliver han.
Knogler lignede risengrød
Ulykken skete, da han skar riller til jern i en etageadskillelse på et byggeri i Horsens. Betonen manglede ordentlig afmærkning at skære efter, og det betød, at rillerne svækkede betonen så meget, at et stykke skred sammen. Per faldt seks meter ned på etagen nedenunder med betonstykker og maskiner om ørene.
Han landede med hele sin vægt på venstre fod, der blev knust, og han fik et voldsomt brud på armen.
- Da lægerne kiggede ind i foden, lignede knoglerne en skål risengrød, fortæller Per.
Efter fem operationer og sammenlagt to år i gips - med en blodprop i læggen som følge - kunne det ikke blive bedre. Lægerne fik ham talt fra amputation, men det holdt hårdt.
- Det føltes, som om der blev skåret og drejet rundt i min fod med en hobbykniv. Ikke engang morfin tog smerterne. Hvis jeg skal opereres igen, er det fordi, jeg beder om amputation, siger Per, der ikke er i tvivl om, at ulykken tog livet af hans ægteskab.
- Min kone var arbejdsløs og passede mig. Men jeg blev tosset af at gå hjemme og hysterisk og træls at være sammen med.
En hård erkendelse
Der gik også lang tid, før han erkendte, at det var slut med almindeligt job. Første varsel kom, da han vendte tilbage til jobbet trekvart år efter ulykken med tre timer om dagen.
- Jeg gav op efter 14 dage med alt for mange smerter. Senere skruede min mester et sælgerjob sammen, men det opgav jeg også. Halvandet år efter ulykken så jeg virkeligheden i øjnene.
Per blev ved med at få stiksmerter og har via Smerteklinikken i Vejle fået den rette medicin, som han skal tage resten af livet. Uden medicin kan han heller ikke sove.
- Vreden rammer de nærmeste, og i 2006 blev vi enige om skilsmisse, fortæller Per, som fik en handicapvenlig bolig i Viuf mellem Kolding og Vejle.
Kommunen har bevilget handicapbil og rampe til hans lille rækkehus, men har alligevel svigtet.
- Jeg kan ikke få hjælp til rengøring. De siger, at jeg godt kan ligge ned og gøre rent, men det slår mig helt ud fysisk. Der er jeg nok lidt bitter, siger 46-årige Per.
Alene i rækkehuset
Der sad Per så i 2006. Alene i rækkehuset og med en ration på 200 forsigtige skridt med krykker om dagen. Det kan den ødelagte fod lige akkurat tåle. Resten af tiden sidder han i kørestolen.
- Jeg bruger som regel skridtene i Fakta, hvor jeg kan hænge halvt ind over indkøbsvognen, siger han.
Huset er indrettet, så 42" fladskærmen, pc'en med to skærme og ventilatoren kan styres med et batteri af fjernbetjeninger, så han kan sidde mest muligt i drejestolen, der er godt slidt på armlænene.
- Meget af min sociale kontakt var på pc, og jeg slugte, hvad der var på tv. En nat fandt jeg mig selv foran tv'et, hvor jeg så synkronsvømning for kvinder - endda en genudsendelse. Der indså jeg, at jeg måtte være mere aktiv, siger han med det skæve grin, som er en del af Pers ansigt.
- Jeg prøver at tackle min skæbne med humor. Jeg har også lært mig selv bedre at kende efter ulykken, hvor jeg lige så godt kunne være blevet dræbt. Hver morgen er jeg glad for, at jeg lever.
BOKS: Klarer sig for erstatningen
3F Kolding kom tidligt på banen og har hjulpet Per med erstatning og med at få gang i en uddannelse.
- 3F fik fuldmagt og har kørt løbet, og det er jeg lykkelig for. Det kan man ikke klare selv, siger han.
Han har fået erstatning for svie og smerte, det meste af den tabte arbejdsfortjeneste og 20 procent mén for foden. Erhvervsevnetab er foreløbig sat til 50 procent, og det er o.k., siger Per.
Men Arbejdsskadestyrelsen vil ikke anerkende mén i armen, som de bedømmer til under fem procent, og så er der ingen erstatning.
- Jeg har store gener og har anket méngraden. Den afgørelse er det sidste, der mangler, siger Per, der klarer sig rimeligt med et fast beløb fra forsikringen hver måned og revalideringsydelse.
Per drømmer ikke længere om ulykken, men kan ikke tåle at se børn i nærheden af rækværk, hvor de kan falde ned.