Venstre undrer sig over udenlandske avisbud

De nye gratisaviser kræver mange nye avisbude, og det har fået flere af bureauerne til at hente forstærkning i udlandet, fordi de ikke kan få bude nok til Danmark. Men det undrer Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg.

- Jeg synes, det er helt grotesk, at man skal hente arbejdskraft i Polen og de baltiske lande til job, som meget let kan klares af mange af dem, vi har gående ledige, enten det nu er kontanthjælpsmodtagere, starthjælpsmodtagere eller a-kasseledige uden særlige kvalifikationer, siger han til radiomagasinet NyhedsXpressen.
Som det ser ud nu, bliver opgaven lagt hos bude fra Polen, Tyskland, Estland og Sverige. Flere af Bladkompagniets 35 leverandører har været uden for landets grænser for hyre bude til at klare opgaven med uddeling af de mange nye aviser.
Jens Vibjerg mener, at man netop nu har en mulighed for give en række mennesker en chance på det ordinære arbejdsmarked. Og hvis aktørerne ikke kan få folk i job nu, hvor manglen på arbejdskraft er så markant, så kan de formentlig aldrig.
- Det er vigtigt, at arbejdsformidlingen og kommunerne er gode til at anvise den arbejdskraft, der er. Kommunerne har jo alle tiders chance nu. De har fået en halv milliard til at vende bunken af alle kontant- og starthjælpsmodtagere, og det er jo nu, de har en chance for at få dem ud på arbejdsmarkedet, og så må man have en kontakt til de arbejdsgivere, der har brug for arbejdskraften, fastslår arbejdsmarkedsordføreren.
Regeringen har med tiltaget, Ny chance for alle, afsat en halv milliard kroner ekstra til kommunerne med henblik på at få ledige kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere i arbejde, og Jens Vibjerg mener, at avisbudtjansen er et godt bud på at komme i gang.
- Det er en historisk chance for at give mennesker, der har været væk fra arbejdsmarkedet i en længere periode fodfæste på det ordinære arbejdsmarked. Jeg synes simpelthen ikke, man kan være bekendt at lade den chance være foruden.
Hos Bladkompagniet vil man ikke oplyse hvor mange bude, der er hentet udenlands. Administrerende direktør Lars Bjørn Høybye siger, at uddelingen af de nye aviser er en stor opgave, men ikke større end den kan løses.