Slut med at søge fire job om ugen
Er du ledig, er det ikke længere et krav, at du skal søge fire job om ugen. I stedet skal du have en jobsøgning-plan. Se hvordan du skal gøre.
((Tegning: Bob Katzenelson).) Hvis du er ledig, er der ikke længere et krav om, at du skal søge fire job om ugen. Reglen om at søge fire job om ugen gjorde det svært for mange ledige at finde tilstrækkelig mange relevante job, de kunne søge, og derfor var mange nødt til at skyde med spredehagl i deres jobsøgning.
Tirsdag d. 3. februar kom der nye regler.
Det nye princip er, at du skal have en skriftlig plan for din jobsøgning, og det skal a-kassen hjælpe dig med.
Når du bliver ledig
Når du bliver ledig skal a-kassen vejlede dig om, at du aktivt skal søge job, og at din jobsøgning skal være realistisk og seriøs. Har du svært ved at finde nok job at søge indenfor dit eget fagområde, skal du udvide din jobsøgning til andre områder. Søger du skriftligt, skal du gemme dine ansøgninger.
Senest efter fire uger:
Senest fire uger efter du er blevet ledig, skal du til en vejledningssamtale i a-kassen. I skal tale om, hvilke kvalifikationer du har, hvilke job du har søgt med videre.
Har du søgt skriftligt, kan a-kassen hjælpe dig med at vurdere dine ansøgninger, og med at afklare, hvordan det er bedst at søge - skal det eksempelvis være uopfordret, skriftligt eller ved personlig henvendelse. Måske ved a-kassen om nogen virksomheder søger folk, eller kan henvise dig til jobbanker på nettet med videre.
Samtalen afsluttes med, at du får en skriftlig, personlig plan for din jobsøgning. Du vil også få oplyst, hvor mange ansøgninger du skal medbringe kopier af til næste samtale, hvis du søger arbejde ved skriftlige ansøgninger. I planen skal der stå, indenfor hvilke fag og geografisk område, du skal søge job.
Næste rådighedssamtale
Ved den næste rådighedssamtale skal du have en kopi med af dine jobansøgninger, eller redegøre for din jobsøgning, hvis du har søgt mundtligt.
Du skal til rådighedssamtale hver 3. måned. Ved hver rådighedssamtale skal der følges op på din jobsøgningsplan.
Hvis du allerede er ledig:
Hvis du allerede er ledig, får du lavet din plan for jobsøgning næste gang, du skal til rådighedssamtale i a-kassen.
Flere regler:
Det gælder stadig, at du skal have et CV på nettet, at du hver uge skal bekræfte, at du stadig søger job og så videre. Hvis du er i tvivl om noget, så kontakt din lokale a-kasse.