A-kasser skal hjælpe aktivt med jobsøgning
Nye regler for jobsøgning gør op med kravet om, at ledige skal søge fire job hver uge.
Det er slut med, at ledige skal søge fire job hver uge for at opretholde deres ret til dagpenge. I stedet skal a-kasserne hjælpe de ledige mere aktivt med jobsøgningen.
Sådan er resultatet af forhandlingerne om nye rådighedsregler, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger tirsdag formiddag. Det oplyser DR Nyheder.
A-kasserne skal nu til at kigge på nogle af de lediges ansøgninger ved de samtaler, de har med de ledige hver tredje måned og lave en plan for den videre jobsøgning.
Hvis a-kasserne er i tvivl, om den ledige aktivt søger job, kan de pålægge den ledige at gemme og fremvise de ansøgninger, der er sendt i en periode.
Kravet om, at de ledige har skullet søge fire job hver uge har været udskældt både fra lønmodtagere og arbejdsgivere, som har kritiseret, at der blev skrevet en lang række ansøgninger, der var rent proforma for at opretholde retten til dagpenge.