Trykkerier og Post Danmark taber
Medlemskontakt er vigtig, og det får SiD's afdelingsblade til at tænke alternativt og finde på måder at få deres blad ud på efter de voldsomme forhøjelser af portoen.
Flere SiD-afdelinger grubler lige nu over hvordan de skal få deres medlemsblad ud i fremtiden.
De voldsomme forhøjelser af portoen for at få udbragt fagblade og tidsskrifter har fået mange af SiD's afdelingsblade til at tænke alternativt for at kunne opretholde kommunikationen med medlemmerne.
Det viser det rundspørge, som Fagbladet har foretaget til alle SiD's afdelinger om overvejelserne i forbindelse med portoforhøjelserne.
Det gennemgående i tilbagemeldingerne fra afdelingerne er, at det er vigtigt fortsat at have en tæt kontakt med medlemmerne. Alternativerne til afdelingsbladene er derfor nyhedsbreve, øget brug af elektronisk mail samt annoncering - eller alternativ udbring af bladene.
Trykkerier taber
- De største tabere i forbindelse med portoforhøjelserne bliver formentlig trykkerierne, idet der skæres i antallet af blade, og visse steder lukkes afdelingsblade, så der er for mig ingen tvivl om, at portoforhøjelserne kommer til at koste mange arbejdspladser på trykkerierne, siger Evald Zacho, afdelingsformand i SiD Juelsminde, der har besluttet at lade afdelingsbladet afgå ved en stille død og erstatte det med nyhedsbreve.
I SiD i Næstved overvejer bestyrelsen at erstatte medlemsbladet med annoncering i den lokale ugeavis.
- Der er naturligvis forskel på at skrive direkte til medlemmerne i et medlemsblad og så annoncere offentligt, men en bredere information har jo den fordel, at vi også får vores budskaber ud til en større kreds end medlemmerne. Mere følsomme ting og generalforsamlingsindkaldelser for eksempel måtte så i givet fald klares i form af et brev direkte til medlemmet, siger afdelingsformand Arne Frederiksen.
Han gør klart, at bestyrelsen ikke har truffet beslutning om afdelingsbladets fremtid.
Alternativ distribution
Andre afdelinger satser på at opretholde afdelingsbladet men kigger på alternativ distribution.
I SiD Odense A.B. har bestyrelsen givet afdelingens efterlønsklub et tilbud om at uddele afdelingsbladet i Storodense for to kroner pr. eksemplar. Det svarer til, hvad man giver i dag. Alternativet er 6,25 kroner som økonomibrev.
- Hovedparten af bladene skal leveres i Odense-området, så det vi gør er at vi selv sørger for medlemmerne i det bynære, mens Post Danmark får lov til at tage landområderne - næppe nogen speciel god forretning for Post Danmark, siger næstformand Michael Rasmussen.
Tillidsfolk skal levere blad
Andre afdelinger har overvejelser om at bringe bladene ud til afdelingens store arbejdspladser med tillidsfolk.
- Vi ser meget nødig, at bladet skulle forsvinde, så derfor forestiller vi os, at tillidsfolkene kommer til at spille en rolle med at levere blad til medlemmerne, og at vi så kun skal sende til de medlemmer, vi ellers ikke kan få fat i, siger Ole Lind Larsen, formand i SiD Stenløse.
Man overvejer her endvidere via afdelingens hjemmeside at spørge, hvem der kan nøjes med at få bladet elektronisk.
Flere afdelinger har overvejelser i samme retning. SiD i Gråsten satser på at bruge tillidsmandsnetværket og aflevere bladene på arbejdspladserne.
- De ledige vil få deres afdelingsblad med posten som hidtil, men vi overvejer, om vi skal tage lønspecifikationen hjem til udsendelse, for så at vedlægge der, og så er der jo ikke tale om en merudgift, siger afdelingsformand Kim Brandt.
SiD Tønder-Løgumkloster regner med, at omkring to tredjedele af afdelingens ca. 1250 blade kan afleveres på virksomheder, hvor der er tillidsfolk.
- Det siger sig selv, at Post Danmark så går glip af en væsentlig indtægt - i vores tilfælde ca. 14.000 kroner årligt, siger kasserer Henning Johannsen.
Sammenlægninger
Flere afdelinger tænker også allerede nu på at slå blade sammen, så man samlet når over de 3.000 eksemplarer, der fremover er bundgrænsen for at Post Danmark giver rabatter.
Det er blandt andet overvejelser man gør sig i Århus.
- Vi ser alternativt også på muligheden for bladsamarbejde med de afdelinger, vi planlægger at slutte os sammen med, hvilket giver en medlemsskare på ca. 9.500. Problemet er bare, at vi tror vores blad bliver læst, fordi det er meget lokalt og meget fagspecifikt. Det bliver et fælles blad ikke, siger afdelingsformand i SiD Århus Gartnere, Thomas Møller.
Et blad med ca. 10.000 eksemplarer kan nøjes med en portostigning på ca. 80 procent, mens "Nælden" ved uændret udgivelse vil få ekstra portoudgifter på omkring 200 procent.