Mærsk nægter skyld i dødsulykke
Mærsk afviser politiets sigtelser i sagen om en ung oliearbejder, der døde på Nordsøen.
Sam Youngman omkom på boreriggen Maersk Resolute i det danske felt Nini Øst. (Foto: Privat) A.P. Møller - Mærsk nægter at have overtrådt loven, da den 27-årige skotske oliearbejder Sam Youngman mistede livet ved en ulykke på boreriggen Maersk Resolute i den danske del af Nordsøen.
Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi til Nyhedsbrevet 3F.
- Maersk Drilling har meldt klart tilbage, at selskabet nægter sig skyldig i de overtrædelser, som Energistyrelsen har anmeldt selskabet for. Vi har derfor udbedt os flere oplysninger fra selskabet, siger politiadvokat Steen Bøjlund.
På baggrund af de oplysninger vil politiet afgøre, om Mærsk skal tiltales i en retssag.
To andre selskaber, DONG Energy og offshore-firmaet Schlumberger, er også sigtet i sagen. De har fået tilsendt et bødeforlæg af Politiet, og det er ifølge Politiet endnu uklart, om de vil erkende sig skyldige.
Vrede efterladte
Ulykken fandt sted 15. november 2009, og Politiet har arbejdet med sagen i over et år. Den skotske oliearbejders efterladte er frustrerede over, at Mærsk nu afviser Politiets anklager, og at sagen derfor trækker ud.
- Mærsk har et stort og meget konkret ansvar for vores søns død, og deres opførsel over for os har været skandaløs, mener den afdødes far, Mike Youngman. Han opsøgte i oktober 2010 Mærsks kontor i Aberdeen for at få en forklaring på ulykken.
Ifølge Energistyrelsen har de tre selskaber begået en række lovbrud i forbindelse med ulykken, der kostede den unge oliearbejder livet. Sam Youngman blev ramt af et metalrør med stor kraft og døde af slaget. Han var ansat af en underleverandør til at teste en oliebrønd på riggen.
En intern rapport, udarbejdet af DONG Energy, peger på ikke mindre end 19 årsager til ulykken. Maersk Drilling ønsker ikke at kommentere sagen, før den er endelig afgjort.