Kommentar: Når moralen krydser grænser
Danske virksomheder kan få alvorlige skrammer, hvis de tumler rundt på den globale markedsplads med bind for øjnene. Børnearbejde og alvorlige arbejdsmiljøproblemer forsvinder ikke af sig selv.
DR-programmet "Når tilbud dræber" viste billeder af indiske arbejdere, der forarbejdede tekstiler i syrebade uden nogen form for beskyttelse. Foto: Lotte la Cour
Især Kina, Bangladesh, Vietnam og Indien er yndede mål for danske virksomheder, der vil spare på lønudgifterne. For mange handler det om at overleve i den benhårde konkurrence. For andre, om at score kassen.
I syrebad til livet
Men kan vi stole på virksomhederne, når de lover forbrugerne, at deres produktion i, og handel med de fattige lande sker efter sociale, etiske og (arbejds)miljømæssige korrekte metoder.
Det satte vi os for at efterprøve under en 7.000 kilometer lang tur på støvede indiske landveje i efteråret 2005. Og resultatet var mildest talt nedslående.
På bomuldsmarkerne stod ludfattige bønder – totalt ubeskyttede - og sprøjtede med giftstoffer så farlige, at de af FN´s våbeninspektører i Irak blev kaldt for masseødelæggelsesvåben. I Indien kalder de vestlige selskaber dem for plantebeskyttelsesmidler. Mange af produkterne er så farlige, at vi for længst har forbudt anvendelse af dem i vores del af verden.
Og bedre så det ikke ud, da vi besøgte tekstilfabrikkerne. På primitive fabrikker stod kasteløse arbejdere – de såkaldte dalitter – med bare ben, i syrebade til livet, og blegede bomuld til vestens forbrugere. Faglige rettigheder, sikkerhed og et godt arbejdsmiljø var lysår fra de vestlige selskaber mange løfter til forbrugerne.
De gode fabrikker er kun en smule dyrere
Det var derfor næsten befriende at læse aviser i dagene efter udsendelsen, ”Når tilbud dræber” blev bragt i sommeren 2006.
Programmet handlede om hvordan danske og svenske selskaber som JYSK, Dansk Supermarked, ICA og Indiska åbenlyst var konflikt med egne etiske regler.
Det blev der – med større eller mindre held – gjort noget ved.
Måske behøver dalitterne ikke længere at arbejde som levende blandemaskiner, når bomulden skal bleges med syre og klor, før den ender som slagvaretilbud i vestlige butikker og supermarkeder.
Måske undgår de fremover at få et par på hovedet af formanden, hvis de pjatter med børnearbejderne på fabrikken.
Måske kommer der en dag, hvor de kan melde sig ind i en fagforening. Måske slipper det indiske samfund en dag for den enorme forurening, når selskaberne gør det, de lover forbrugerne på deres danske hjemmesider: Nemlig at købe tekstiler på fabrikker, der overholder loven. De findes – også i Indien. De er bare en lille bitte smule dyrere, vi taler om øre og ikke kroner.
Gennembanket af salgschefen
Selv om JYSK og det svenske ICA efterfølgende fastholdt, at der ikke kan findes børnearbejdere, og at ingen af de ansatte får tæv på fabrikkerne, så viste et svensk dokumentarprogram, der blev sendt i starten af november, at den slags løfter ikke holder.
En lokal fotojournalist, ansat af svensk TV og tre studenter, der var med som sikkerhedsfolk (det er man nødt til), blev sat til at følge op på den danske udsendelse.
De nåede dog ikke langt. Knap var de gået i gang med at interviewe arbejderne om forholdene, før de fire under tvang blev ført ind på fabrikken, G.S. Exports og gennembanket af den samme salgschef, der i udsendelsen ”Når tilbud dræber” åbenlyst pralede af hvordan JYSK, Dansk Supermarked og ICA er blandt hans helt store kunder.
Efter udsendelsen i svensk tv, havde JYSK og ICA fået nok. Fabrikken i Indien blev fyret på stedet.
Fjern bindet for øjnene
For arbejderne betyder det ikke så meget om fabrikken bliver lukket, eller mister alle ordrer i de nordiske lande. Den slags møgbeskidt, underbetalt og nedværdigende arbejde er der masser af i Indien.
Når man tumler rundt på den globale markedsplads med bind for øjnene, kan danske virksomheder få alvorlige skrammer. Derfor fortjener JYSK også respekt for at have tilkendegivet, at man vil gøre langt mere i fremtiden, for at leve op til egne regler.
For mange andre, der hidtil er krøbet i læ for mediernes og forbrugernes kritik, er sagen en ubehagelig påmindelse om, at der skal være overensstemmelse med, hvad man lover forbrugerne, og hvad der i virkeligheden foregår.