3F: Foghs plan løser ikke problemerne

Regeringens skatte- og velfærdsplaner vil øge uligheden, og de vil ikke skaffe flere hænder til den offentlige sektor, lyder det fra 3F, der gerne inviterer regeringen til at diskutere en alternativ strategi.

3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen ser ikke mange positive elementer i regeringens store velfærds- og skatteplan. (Arkivfoto)3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen ser ikke mange positive elementer i regeringens store velfærds- og skatteplan. (Arkivfoto)

- Jeg er temmelig sikker på, at vores medlemmer hellere vil have velfærdssamfundet til at fungere ordentligt end en skattelettelse på mindre end 200 kroner om måneden. Når vi samtidig kan se, at kommunerne lægger op til skattestigninger, så ender regeringens løfter som det rene ingenting.

Sådan lyder det fra 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, der ikke ser mange positive elementer i regeringens store velfærds- og skatteplan, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), den konservative leder Bendt Bendtsen og finansminister Thor Pedersen (V) fremlagde tirsdag.

De tre topfolk i regeringen havde inviteret til pressemøde for at fremlægge den stort anlagte kvalitetsreform, en økonomiplan frem til 2015 samt den skatteplan, der pludselig tog al opmærksomheden.

Giver ikke flere hænder

Skatten på arbejde skal ifølge regeringen nedsættes med 10 milliarder kroner finansieret ved at forhøje energiafgifterne og skabe øget arbejdsudbud.

Helt konkret forhøjes beskæftigelsesfradraget samt grænserne for, hvem der skal betale mellemskat og topskat, hvis det står til regeringen.

Men det imponerer ikke 3F's forbundsformand.

- Regeringen havde lovet skattelettelser til de lavest lønnede, men har i stedet præsenteret noget, der mest af alt ligner en skatteomlægning, fordi udgifterne til el og varme stiger. Kun de allerhøjeste indkomster vil mærke statsministerens såkaldte skattelettelse, og derfor øger udspillet uligheden i samfundet. Og skattelettelser giver jo heller ikke flere hænder i børnehaverne, skolerne, på hospitalerne og plejehjemmene, siger Poul Erik Skov Christensen og tror ikke på regeringens beregninger om, at skatteplanen i sig selv vil skaffe mellem 8.000 og 10.000 flere ind på arbejdsmarkedet.

3F vil gerne være med til ny plan

- Hvis statsministeren virkelig vil have flere mennesker ud på arbejdsmarkedet, så vil der være langt mere effekt i at forbedre vilkårene for de ufaglærte. Det vil give et markant løft til hele arbejdsmarkedet, og hvis statsministeren ikke selv kan lægge den plan, så inviterer vi gerne os selv, siger Poul Erik Skov Christensen.

- Danmark befinder sig i en enestående stærk situation, og den skal vi naturligvis udnytte til at hæve de dårligst uddannede, sikre dem nogle bedre arbejdsvilkår og et bedre arbejdsmiljø og til at få de danskere ud på arbejdsmarkedet, som tidligere har haft svært ved at finde fodfæste. Jeg vil meget gerne være med til at lave en plan frem mod 2015 for, hvordan vi kan styrke de ufaglærte. En plan, som vil have langt større beskæftigelsesmæssig effekt end det, regeringen lægger op til, lyder det fra Poul Erik Skov Christensen.

Kvalitetsstandarder fra regeringen

Ud over at omlægge skatten ønsker regeringen i sin kvalitetsreform at bruge 50 milliarder kroner i årene 2009-15 på nye sygehuse, renovering og nybyggeri af ældreboliger, skoler og daginstitutioner med videre.

- Vi kan ikke acceptere nedslidte skoler og hospitaler. Det er også utilfredsstillende for de offentligt ansatte. Men her er der tale om et historisk løft, der også vil skabe større arbejdsglæde for medarbejderne og mærkbare kvalitetsforbedringer for borgerne, forklarede Anders Fogh Rasmussen på pressemødet.

I forslaget til en kvalitetsreform opererer regeringen også med såkaldte kvalitetsstandarder til danskerne, som ifølge regeringen skal "sikre borgerne en høj kvalitet" uden at være bestemmende, det vil sige de enkelte institutioner skal selv finde de løsninger, som passer bedst til de lokale forhold.

Af kvalitetsstandarder kan nævnes én fast kontaktperson til hjemmehjælpsmodtagere, ingen lukkedage i daginstitutioner, akut behandling til patienter med livstruende kræft, enestuer til dem, der ønsker det, brugertilfredshedsundersøgelser for alle daginstitutioner, sygehusafdelinger med videre.

Derudover indeholder regeringens forslag til en kvalitetsreform otte reformer med i alt 180 initiativer - langt de fleste er allerede indeholdt i den trepartsaftale, regeringen indgik med fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere før sommerferien.