Valget som Fogh helst er fri for
Ugens politik:
Ugens politik: Uden massive indrømmelser til Dansk Folkeparti bliver Anders Fogh Rasmussen nødt til at udskrive et valg på baggrund af skattelettelser, som der ikke var råd til for bare to måneder siden.
Det kan næsten i sig selv være et argument at få renset luften oven på en sommer, hvor valg er eneste emne, som har kunnet konkurrere med doping, dræbersnegle og druknede kældre.
Sammen med den konservative regeringspartner har han fremlagt planer for skattelettelser, kvalitetsreform og økonomiplan med den hensigt at få planerne gennemført, siger han. Kun hvis der ikke kan skaffes et flertal for planerne - og i første omgang er det skatteplanen, som er interessant - kan han blive "nødt til" at udskrive valg. Ja, det er nærmest logik for perlehøns.
Statsministeren behøvede ikke mange timer efter offentliggørelsen af regeringens planer for at konkludere, at der ikke umiddelbart er et flertal for regeringens skatteplaner. Kun de radikale og overløberne i Ny Alliance kom med udtalelser, som kan betegnes som positive og give tro på en skatteaftale, når det tages som en forudsætning, at der ikke pilles ved de konservatives fingeraftryk med flytning af grænsen for topskat. Men regeringen har ikke flertal alene med de radikale og afhopperne. Der er brug for andre stemmer.
Kun Dansk Folkeparti en mulighed
De manglende stemmer kommer ikke fra Socialdemokraterne, der mener, forslaget vender den tunge ende nedad. Samtidig har partiet gjort sig klar til en valgkamp under et tema om, at der ikke er råd til både skattelettelser og mere velfærd. Så partiet er - uagtet hvad der blev ført valgkamp på for kun godt to et halvt år siden under en anden partileder - helt fastlåst. Meldingerne fra SF og Enhedslisten om regeringsforslagets sociale slagside gør eventuelle konsultationer med de to partier på venstrefløjen ganske kortvarige.
Og så er der kun regeringens parlamentariske grundlag siden 2001 tilbage. Dansk Folkeparti har imidlertid tordnet mod skattelettelser til de rige og utilstrækkelig kompensation til pensionisterne.
Statsministeren har signaleret, at der skal laves en hurtig aftale om skatten. Han har tilmed givet en tidsmæssig bagkant for forhandlingerne. Man skal simpelthen have en politisk aftale senest 3. september.
Den officielle begrundelse er, at en række ting skal på plads hurtigt af hensyn til udsendelse af skattekort for 2008. Signalet har imidlertid blot givet yderligere næring til spekulationerne om et valg. Er der ingen aftale 3. september, kan Fogh udskrive valg til afholdelse tirsdag 25. september. Det er en uge før, Folketinget tager hul på et nyt folketingsår.
Det kan næsten i sig selv være et argument at få renset luften oven på en sommer, hvor valg er eneste emne, som har kunnet konkurrere med doping, dræbersnegle og druknede kældre.
Skatten er ikke en vindersag
Umiddelbart skulle man mene, at et valg på lavere skat er en ren vindersag. Men det er der faktisk intet, som tyder på. Flere undersøgelser de seneste dage viser, at et flertal af danskerne er imod skattelettelser i den nuværende situation. Der er så rigeligt andet at bruge pengene til - og de kan jo kun bruges én gang, som S-formand Helle Thorning-Schmidt siger igen og igen og vil gøre det igen i en valgkamp.
Også økonomer advarer. I den nuværende situation med mangel på arbejdskraft i visse brancher, er det dumt at pumpe flere penge ud til forbrug. Det vil blot øge behovet for arbejdskraft.
Udgangspunktet for et valg bliver heller ikke bedre for regeringen af, at kvalitets- og skatteplan fra blandt andre økonomiske vismænd kaldes underfinansieret. Nu har Anders Fogh i snart seks år fortalt danskerne, at der ikke er råd til skattelettelser - og at de først kunne komme på tale, når "det økonomiske råderum" tillader det. Så sent som for to måneder siden sagde finansminister Thor Pedersen, at der ikke var råd.
Hvad er det lige, der hen over sommeren har givet os råd?
Fogh ønsker ikke valget
Det paradoksale i denne valggyser er, at Anders Fogh dybest set ikke har ønsket de skattelettelser, som han nu stiller vælgerne i udsigt. Med sine enestående analytiske evner har han for længst vurderet, at danskerne ikke er til fals for et par ekstra hundrede kroner om måneden, når de samtidig må konstatere, at behandlingsgarantierne er tomme, at hjemmehjælpen suser ud af døren lige så hurtigt hun er kommet ind, at skolerne er ved at falde fra hinanden, og at daginstitutionerne indfører nye lukkedage, hver gang regeringen har lavet en ny aftale med kommunerne.
Det har Fogh indset. Han er også klar over, at han leverer den vare, som Socialdemokraterne hidtil har manglet til valgkampen. Nu er der substans i det, når Thorning siger: "Fogh vil have skattelettelser - vi vil have velfærd". Og for S er det rigtig godt, at regeringen vil give de rigeste de største lettelser. Det åbner flanken helt.
Foghs eneste trøst
Når Anders Fogh Rasmussen alligevel for første gang siden november 2001 har måttet give sig i forhold til de konservative, er det simpelthen for at holde sammen på sin regering. Jyllands-Posten afslørede onsdag, at de konservative benhårdt har fastholdt, at de skulle tilgodeses i skatteplanen. Når Bendt Bendtsen ikke vil svare på, om de konservative har været parate til at forlade regeringen, hvis ikke deres ønske om lempelser i både mellem- og topskatten blev en del af skatteplanen, så har han reelt svaret. Ellers ville svaret have været, at "vi truer ikke hinanden i regeringen".
Netop de konservatives ultimative holdning i forhold til topskatten kan gøre det meget svært at strikke en aftale sammen med Dansk Folkeparti. Der skal uden tvivl ydes en meget bedre kompensation til ikke mindst pensionisterne, hvis Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen-Dahl skal med i en skatteaftale - og så bliver argumenterne om skattelettelser for at øge arbejdsudbuddet endnu mere hule.
Der er derfor mere og mere som tyder på, at Anders Fogh Rasmussen meget snart udskriver et valg med et tema, han helst havde været foruden.
Hans eneste og sikkert ikke uvæsentlige trøst er, at alt tyder på, at der også i et nyt folketing er et stort (men måske anderledes) flertal, der peger på ham som statsminister. Og det er næppe heller et uvæsentligt argument.