Krav om strengere miljøkontrol i investeringsfonde

Udenrigsministeren afkræves nye svar om den ringe miljøkontrol i investeringsfondene IFU og IØ. Én enkelt miljømedarbejder til 381 aktive projekter møder massiv kritik i Folketinget.

Investeringsfondene IØ og IFU har kun en enkelt miljømedarbejder til at tage sig af 381 aktive investeringsprojekter, spredt ud over 63 forskellige lande. Blandt andet skal han kontrollere de 11 svinefarme i Østeuropa, som IØ-fonden i øjeblikket har flere hundrede millioner kroner investeret i. Investeringsfondene IØ og IFU har kun en enkelt miljømedarbejder til at tage sig af 381 aktive investeringsprojekter, spredt ud over 63 forskellige lande. Blandt andet skal han kontrollere de 11 svinefarme i Østeuropa, som IØ-fonden i øjeblikket har flere hundrede millioner kroner investeret i.

Fuldstændigt grotesk, en uoverkommelig opgave og alt for lidt.

Sådan lyder de politiske kommentarer til Nyhedsbrevet 3F's afsløring af, at de offentlige investeringsfonde IØ og IFU kun har en enkelt miljømedarbejder - i alt. Den enlige miljørådgiver skal tage sig af 381 aktive investeringsprojekter, spredt ud over 63 forskellige lande.

Blandt andet skal han kontrollere de 11 svinefarme i Østeuropa, som IØ-fonden i øjeblikket har flere hundrede millioner kroner investeret i.

Men kontrollen har hidtil ikke været god nok, mener Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, der nu kræver en skærpet indsats på miljøområdet i de offentlige investeringsfonde.

Byge af spørgsmål til udenrigsministeren

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) skal derfor igen svare på en række spørgsmål fra kollegerne i folketingssalen, der blandt andet efterlyser en samlet redegørelse og vil se nøjere på fondenes struktur.

Udenrigsministeren har tidligere været i åbent samråd om IØ-fondens investeringer i svinefarme i Østeuropa. Det skete fredag 18. marts 2005, hvor Per Stig Møller orienterede Folketingets Miljøudvalg og offentligheden om, at en kulegravning af IØ-fondens miljøindsats var sat i gang.

Det er DR's dokumentarudsendelse "Svineriget i Øst" fra 8. februar, der på ny har rejst kritik og politisk opmærksomhed omkring danske svinefarme med offentlige investeringer, der i øjeblikket etableres i landene øst for Danmark.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra de to fonde.