Slut med IØ-penge til landmænd med ondt i miljøet
Fagbladet 3F's afsløring af, at 30 ud af 32 landmænd bag svinefarmen Poldanor ikke overholder miljøreglerne i Danmark, får nu IØ-fonden til at stramme op på svineinvesteringer.
De danske landmænd bag Nordeuropas største svinefarm Poldanor fik i 2004 et overskud på over 100 millioner kroner. Fagbladets afsløring af de samme landmænds miljøovertrtædelser i Danmark indikerer, at der er andre årsager end de økonomiske, som driver dem til at producere svin i Østeuropa. (Foto: Kennet Havgaard) Fagbladet 3F afslørede i begyndelsen af juni 2005, at 30 af de 32 landmænd, der har investeret i svinefarmen Poldanor i Polen sammen med IØ-fonden, har alvorlige problemer med at efterleve miljøreglerne i Danmark.
Overproduktion af svin, ulovlig gyllehåndtering og spildolie, der brændes af i halmfyret er blot nogle af de miljøsynder, de danske svineproducenter er noteret for.
Alligevel har de samme svineproducenter fået millioner af kroner i medinvestering fra IØ-fonden til at oprette den gigantiske svinefabrik Poldanor.
Afsløringen har ført til, at IØ-fonden nu strammer op ved investeringer i svinefarme. Det oplyser Udenrigsminister Per Stig Møller (K) i et svar til Per Clausen fra Enhedslisten.
Skal skrive under på erklæring
I fremtiden skal danske medinvestorer i svinefarme skrive under på en erklæring, hvoraf overtrædelser af miljølovgivningen skal fremgå.
- Jeg forventer, at IØ-fonden fremover vil holde sig ude af samarbejde med den lange række svinebaroner, som gentagne gange har overtrådt miljølovgivningen, som IØ-fonden tidligere har samarbejdet med, siger Per Clausen, Enhedslisten.
Grafik: Opdeling af de 32 svineproducenter.
Grafik: Opdeling af de 32 svineproducenter.Dokumentation: Svinebøndernes miljøsyndere.
Dokumentation: Svinebøndernes miljøsyndere.