Skandaledyrlæge med i nyt kæmpe svineprojekt
Karsten V. Dalby har i 1.088 tilfælde udskrevet ulovlig medicin. Alligevel er den skatteyderfinansierede IØ-fond klar til at investere i ny svinefarm, hvor Dalby er involveret.
Dyrlæge-rådgiver Karsten V. Dalby er dømt i godt 1.000 tilfælde for ulovlig medicinering, ligesom han har indgået forlig i et lignende antal sager. Han bliver brugt på Poldanor og andre af IØ-fondens partneres projekter. (Foto fra danvet.com) Et nyt norsk/dansk svinefarmsprojekt i den russiske delstat Kaliningrad reklamerer åbenlyst med, at man samarbejder med den stærkt kontroversielle dyrlæge, Karsten V. Dalby.
I 1980'erne blev den nordjyske dyrlæge fradømt sin ret til at udskrive medicin, da han i ikke mindre end 1.088 tilfælde havde udskrevet medicin i strid med reglerne. I 2001 afleverede han frivilligt sin ret til at udskrive medicin, efter han igen var i mediernes søgelys.
- Han fungerer jo kun som rådgiver, og jeg mener, at manden har udstået sin straf. Men med den store opmærksomhed, der er omkring hans person, har vi besluttet, at vi ved først kommende lejlighed vil drøfte grundlaget og omfanget af samarbejdet med Karsten V. Dalby, siger vicedirektør Frank Norman Larsen fra IØ-fonden.
Under et samråd i Folketinget onsdag oplyste forbrugerminister Lars Barfod (K), at sagen om den kontroversielle dyrlæge også ville blive diskuteret mellem ham selv og pratifællen, udenrigsminister Per Stig Møller.
- Vi må sikre os, at der sker en forsvarlig veterinærrådgivning i fremtidige projekter, udtalte Lars Barfod.
Danskere søges
Det nye projekt i Kaliningrad, der oprindeligt blev startet en af række norske svineproducenter og - foreløbigt - fem danske investorer, mangler penge og mere dansk indflydelse.
IØ-fonden har betinget sin økonomiske deltagelse i, at der kommer flere danske investorer med, oplyser den norske storaktionær Knut Langeteig.
- Vi har derfor indkaldt til et informationsmøde om sagen, siger den norske svineproducent Knut Langeteig.
Han er også aktionær i de danske selskaber Polen Invest og Ukraine Invest, og han er godt klar over, at det kan forekomme meget kontroversielt at engagere Karsten V. Dalby som rådgiver:
- Det kan vi ikke stikke under stolen, og vi må så tage den sorte side af sagen med. Men for os er det vigtigt at få så god en rådgivning som muligt. Og der er Karsten V. Dalby uden sidestykke én af de mest erfarne dyrlæger der findes, siger Knut Langeteig til Nyhedsbrevet 3F.
- Men kommer der nye ulovligheder eller sager frem om Karsten V. Dalby, så er det klart at vi standser samarbejdet, tilføjer den norske svineproducent.
3f.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karsten V. Dalby, som p.t. opholder sig Canada.
Se grafik (pdf) om IØ-fonden.
Se grafik (pdf) om IØ-fonden.