Forskere skrinlagde undersøgelse af dna-skader fra flybrændstof

En to år gammel mailkorrespondance afslører, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) var varskoet om sundhedsskadeligt arbejde i lufthavnen.

- Vi er meget skuffede over NFA, lyder det fra faglig sekretær i i 3F Kastrup, Lars Brogaard (Arkivfoto)- Vi er meget skuffede over NFA, lyder det fra faglig sekretær i i 3F Kastrup, Lars Brogaard (Arkivfoto)

Efter en italiensk undersøgelse påviser, at lufthavnsarbejdere har øget risiko for at få blandt andet kræft lød det i en pressemeddelelse fra NFA, at forskningscenteret ikke havde kendskab til tilsvarende målinger i Danmark.

Men Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af en to år gammel mailkorrespondance mellem ledende forskere fra NFA, sikkerhedsrepræsentanter fra Københavns Lufthavne samt 3F-repræsentanter fra Kastrup.

Her fremgår det, at man allerede dengang, ville undersøge farerne ved at arbejde i partikler fra flyolie og diesel. Altså samme problemstilling, som italienske forskere netop har afsluttet med skræmmende resultat.

Skrinlagde undersøgelse

Men trods møderne skrinlagde forskningscenteret undersøgelsen.

- Vi er meget skuffede over NFA, lyder det fra faglig sekretær i i 3F Kastrup, Lars Brogaard. Han tog selv kontakt til NFA og fik sat mødet i stand.

- Vi havde et godt møde med forskerne, hvor vi hurtigt blev enige om, at det var et område, der skulle undersøges. Specielt set i lyset af, at andre undersøgelser havde vist, hvor farligt det er at arbejde i dieseldampe. Derfor er det dybt frustrerende, at vi aldrig hørte noget fra dem igen, siger Lars Brogaard.

Det irriterer den faglige sekretær, at man havde alle muligheder for at undersøge farerne langt tidligere.

- Det er uhyggeligt at tænke på, at medarbejderne i lufthavnene bliver udsat for livsfarlige partikler. En fare, som kunne være blevet undersøgt for to år siden, hvis NFA havde taget sig sammen og ikke havde skrinlagt undersøgelsen, siger Lars Brogaard.

Kom i gang nu.

Han opfordrer nu forskningscenteret og Københavns Lufthavne til at få foretaget en lignende undersøgelse i Danmark, så man en gang for alle kan få opklaret, hvor farlige partiklerne er.

- De skal komme i gang nu - og det kan ikke gå hurtigt nok, siger Lars Brogaard fra 3F, Kastrup.

Nyhedsbrevet 3F kontaktede NFA. Vi ville gerne vide, hvorfor man skrinlagde projektet. Men her kendte ingen hverken til møder eller mail-korrespondance. Vi ville desuden gerne have haft en kommentar fra direktør i NFA, Palle Ørbæk, men han er bortrejst til Bilbao.