Polakker på sulteløn bygger luksusboliger

De københavnske byggefagforeninger har udsigt til at få overenskomst med det polsk registrerede byggefirma Nova Bau, som udfører omfattende betonarbejde på nyt lejlighedskompleks i Ørestaden.

De københavnske byggefagforeninger på vej til møde for at få ordnede forhold for polske arbejdere i Ørestaden. Fra højre Ebbe Dalgaard og Carsten Bansholm, begge faglige sekretærer i BJMF, og Palle Bisgaard, bygningsgruppeformand i TIB i København (Foto: Harry Nielsen)De københavnske byggefagforeninger på vej til møde for at få ordnede forhold for polske arbejdere i Ørestaden. Fra højre Ebbe Dalgaard og Carsten Bansholm, begge faglige sekretærer i BJMF, og Palle Bisgaard, bygningsgruppeformand i TIB i København (Foto: Harry Nielsen)

Lejlighederne kommer til at koste mellem 2,2 og 6,5 millioner kroner. De polske arbejdere, der bygger, får ifølge eget udsagn 12 kroner i timen.

Det er de kolde facts om et netop påbegyndt luksuslejlighedsprojekt i den ny bydel Ørestaden i København. Her bygges 80 luksuslejligheder med terrasser og tagterrasser. Der er imidlertid ikke meget luksus over de 18-20 polske betonarbejderes forhold. De har i en mail til Nyhedsbrevet3F oplyst, at de får 12 kroner i timen og arbejder 12 timer om dagen.

Polakkerne er ansat i det polsk registrerede firma Nova Bau, som i større eller mindre omfang har opereret i Danmark i halvandet år - første gang da firmaets ansatte under stor mediebevågenhed totalrenoverede skibsreder Tom Bringsværds lystejendom på Falster.

Det polske firma har hidtil kategorisk afvist at tegne overenskomst med den danske fagbevægelse og er omfattet af blokade og sympatikonflikt.

Nu håber de københavnske byggefagforeninger imidlertid, at det vil lykkes at få overenskomst med Nova Bau.

- Vi har fået indtryk af, at bygherren ikke vil have plat og underbetaling og har givet en frist til mandag i næste uge til at få bragt tingene i orden, siger faglig sekretær Ebbe Dalgaard fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København (BJMF) efter et møde først på ugen med bygherrens rådgiver og projektudvikler, Høpfner A/S.

Udgangspunkt: Dansk overenskomst

- Nova Bau er allerede omfattet af blokade som følge af tidligere konflikter, men vi har haft en fornuftig dialog med Høpfner, og derfor synes vi, det er rimeligt at give en frist til at få bragt tingene i orden. Vores udgangspunkt er naturligvis, at de polske arbejdere skal arbejde på dansk overenskomst. Det håber vi bliver resultatet. Alternativt må bygherren fjerne det polske firma fra byggepladsen, siger han.

- Vores tålmodighed med Nova Bau er brugt op. Derfor skal vi have en overenskomst og underbetalingen ophøre.

Byggeriet af boligerne er i en meget indledende fase, og Ebbe Dalgaard mener derfor, at fagforeningerne står i en gunstig situation, hvor det gennem sympatikonflikt er muligt at hindre levering af materialer til byggepladsen - hvis der ikke findes en forhandlingsløsning.

- Men det håber vi naturligvis bliver tilfældet - både af hensyn til de polske kolleger og af hensyn til de danske bygningsarbejdere, der bliver udsat for en helt urimelig konkurrence.

Tikkende bombe

Projektchef i Høpfner A/S Svend Blem Sørensen siger til Nyhedsbrevet3F, at man var helt uden anelse om, at Nova Bau er omfattet af konflikt.

- Vi vidste ikke, at vi har taget fat i en tikkende bombe. Vi synes, vi har gjort alt for, at tingene skal være i orden. I kontrakten forudsættes det, at der arbejdes efter danske love og overenskomster, så det kommer bag på os, at det ikke er tilfældet.

Svend Blem Sørensen kender ikke polakkernes løn. Han tror dog ikke på, at de kun får 12 kroner i timen.

- Men som bygherre skal vi ikke kontrollere lønsedler. Vi har en kontrakt med en fagentreprenør, og så må vi gå ud fra, at tingene er i orden, siger han.

Svend Blem Sørensen har ikke noget bud på, hvordan "sagen lander". Han slår dog fast, at man vil overholde love og regler.

Bygherren hedder VM Bjerget A/S, der tidligere har opført boliger i Ørestaden.