Små børn skal ikke have en mobil
Det kan være svært at finde ud af, hvornår børn bør få deres første mobil, og hvad reglerne omkring telefonen skal være. Familievejleder anbefaler, at små børn slet ikke skal have en mobil.
Små børn bør ikke have en mobiltelefon, mener familievejleder Lola Jensen. Hun råder til, at man venter med at give børnene en mobil til de er 10-11 år. (Foto: Colourbox) Børn på fire år, der har en mobiltelefon. Det kan lyde helt absurd, men ikke desto mindre er det sandt. Det erfarer familievejleder og foredragsholder Lola Jensen, som råder forældre til at vente så lang tid som muligt med mobilvaner.
Men det kan være svært at sige nej til mobilen, når alle andre i skolen eller vennekredsen har en. Derfor mener Lola Jensen, at forældre imellem bør lave en fælles aftale om, hvornår børn skal have mobil, og hvordan den så skal bruges.
- Blandt børnene er der både status og magt i det at have en mobil, så det kræver, at de voksne står sammen om et fælles nej, siger familievejlederen.
Skoleleg skiftet ud med sms
At sige nej til at små børn skal have en mobil bevirker også, at barndommen varer lidt længere, mener Lola Jensen. For hvor frikvarterene før mobilen blev brugt på aktiv leg i skolegården, handler det nu om, hvem der har den fedeste mobil.
- Med en mobil får børnene aldrig fred. De er altid "på" og bliver forstyrret med opkald og sms'er. Det tager både tid fra leg og fra fordybelse, forklarer Lola Jensen.
- Mange forældre finder en tryghed i at barnet har en mobil, så de er til at få fat i, men vi, der har haft børn før mobilen indtraf, har da klaret det fint.
Det er forældrenes ansvar
Lola Jensen understreger, at det er forældrenes ansvar at få lavet aftaler om mobiler og så stå ved dem.
- Små børn forstår ikke en mobilkultur. Det er så let at skade andre med hadesms'er og billeder. Det kan ødelægge et barns selvværd at blive udstødt på den måde, siger hun.
Hun finder det samtidig paradoksalt, at forældre vil give deres børn selvstændighed, men samtidig vil kunne komme i kontakt med dem og kontrollere dem via mobil.
Hvad mener du?
Hvor gammelt var dit barn, da han eller hun fik sin første mobil?
Har I nogle faste regler i hjemmet om mobilvaner? Skriv en kommentar.