Den danske model truet af politisk pres
Ugens Politik: Omverdenen kigger med misundelse på den danske model, men den er unik og kan ikke eksporteres. Alligevel risikerer vi at afvikle den, advarer forskere.
Spørgsmålet er, om den danske model på længere sigt kan modtså det tredobbelte pres fra virksomhederne, EU og Christiansborg.
Og som de stod der over eftermiddagskaffen og pausesludrede på kryds og tværs af meninger og ansættelseskontrakter og dermed udstillede en af den nævnte models fornemmeste karaktertræk, var det ikke til at se, at den skulle tilhøre en truet art. Men temaet for konferencen var altså, om den danske model står foran afvikling eller fornyelse.
Efter at have lyttet til debatten må det korte - og lette - svar være, at modellen nok skal overleve. Den har været i kriser før, men har evnet at tilpasse sig nye tider og krav fra omverdenen.
I forhold til tidligere fornemmede man dog en anelse større bekymring i stemmen hos den ene af FAOS' to centerledere, professor Jørgen Steen Madsen, da han lagde op til eftermiddagens diskussion. Om hvorvidt den danske model kan modstå det såkaldte tredobbelte pres fra virksomhederne (og de ansatte), fra EU og fra politikerne på Christiansborg.
Parterne søger enighed
En af de helt grundlæggende forudsætninger for den danske model er, at den i stor udstrækning er selvregulerende. De aftaler, parterne på arbejdsmarkedet selv indgår, blander politikerne sig så vidt muligt ikke i.
En anden forudsætning er, at parterne, typisk LO og Dansk Arbejdsgiverne, gør deres yderste for at blive enige, når de inddrages i den politiske proces. Hvad enten det er politikerne, der kalder, eller det er parterne, der beder politikerne om at gå i aktion.
Disse to forudsætninger er sat under stigende pres, lyder analysen fra Jørgen Steen Madsen og hans professorkollega, Jesper Due, i deres seneste mursten af en bog "Fra storkonflikt til barselsfond".
Forlig bliver fælles goder
Umiddelbart skulle man måske tro, at EU-reguleringen udgør den største fare for den danske model, men sådan ser arbejdsmarkedets parter ikke selv på det.
Ifølge LO's næstformand Tine Aurvig-Huggenberger eksisterer der 22 direktiver, der regulerer forhold på arbejdsmarkedet, og over halvdelen blev indført i løbet af 70'erne.
Faktisk er tendensen til EU-regulering nedadgående, og herhjemme har vi for længst fundet en model, der betyder, at EU-lovgivning kan skrives ind i overenskomsterne, hvorefter Folketinget via lovgivning kan samle resten af arbejdsmarkedet op.
Presset kommer indefra, og det er til dels parternes egen "skyld". Med aftaler om blandt andet sygeløn, sociale kapitler og løn under barsel har de begivet sig ind på politikernes domæne og dermed gjort det svært at opretholde kravet om selvregulering. Aftalen om løn under barsel, der var en del af overenskomstforliget i 2004, var ikke mange minutter gammel, før der var bred enighed i Folketinget om at udbrede det nye gode til hele arbejdsmarkedet via lovgivning.
Samtidig har der i de senere år været en tendens til det, der kaldes forumshopping. Det betyder groft sagt, at den ene part beder politikerne om at lovgive om noget, de ikke kan blive enige med modparten om.
Fagbevægelsen giver legitimitet
Risikoen er, at fagbevægelsen vil miste medlemmer. Endnu flere end den gør i øjeblikket. Fordi folk ikke vil betale kontingent, når de får goderne alligevel.
Samtidig er den danske model i hele sin grundtanke kollektiv. Og det kollektive har svære kår i disse år, hvor der fra mange sider side lægges stor vægt på individuelle rettigheder og valgfrihed.
Mister den etablerede fagbevægelse for mange medlemmer, risikerer den danske model at miste sin legitimitet. Og så kan Folketinget blive nødt til at gribe ind på områder, det ellers har holdt sig fra, advarede de konservatives arbejdsmarkedsordfører Jakob Axel Nielsen.
- Den største trussel mod den danske model er, at for mange melder sig ud. Det vil politikerne ikke stiltiende kunne se på. Og det er ikke et forslag, men et skrækscenarium, sagde han.
Flexicurity er samlet pakke
Og hvorfor nu det? Jo, fordi det, Danmark i omverdenen er blevet næsten lige så berømt for som Muhammed-tegningerne, er vores kombination af særdeles fleksible arbejdstids- og opsigelsesregler – reguleret af parterne – og relativt mange dagpenge i relativt lang tid – reguleret af politikerne. Fleksibilitet og tryghed, kaldet flexicurity.
Uden et aftalesystem, der favner en meget stor del af arbejdsmarkedet, kan politikerne blive tvunget til at lovgive om arbejdstid - og løn. Det er de helt sikkert ikke interesseret i, og det fik Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, til at løfte en pegefinger.
- Der er en tendens til, at man kigger mere på fleksibiliteten end på trygheden, når det gælder flexicurity-begrebet - både i udlandet og herhjemme. Hvis man for eksempel indfører halve dagpenge for de 25-29 årige, risikerer man, at de ansatte kommer rendende til arbejdsgiverne og kræver længere opsigelsesvarsler. Man kan ikke bare pille i flexicurity – det er en samlet pakke.