EU anbefaler dansk model

De øvrige EU-lande kan lære af det danske arbejdsmarked. Høj social beskyttelse hånd i hånd med fleksible ansættelsesvilkår er vejen til vækst for de fleste EU-lande, hvor økonomisk fremgang er en mangelvare.
Anbefalingen kommer fra EU-Kommissionen i den årlige rapport om medlemslandenes økonomiske udvikling. Kommissionen mener, at mange EU-lande forsømmer at gøre arbejdskraft og virksomheder i stand til at tilpasse sig den globale udvikling.
En større tilpasningsevne på europæiske arbejdsmarkeder er af afgørende betydning for at styrke den økonomiske aktivitet og skabe højere produktivitet , skriver kommissionens ifølge dagbladet Børsen.
Opskriften er flexicurity , som det kendes fra Danmark og delvis også fra Sverige og Finland. Kommissionen nævner også et pålideligt og tilpasningsdygtigt system for livslang læring som en del af flexicurity.

Af Johs Krarup (NET-Redaktionen, Lynx Media)