Vi går på arbejde selvom vi er syge
Trods snotnæse og hoste møder vi trofast på arbejde. I løbet af et år har syv ud af ti af os været på arbejde, mens vi var så syge, at vi burde være blevet hjemme. Det viser en ny dansk undersøgelse blandt 14.000 personer, skriver avisen 24timer.
Næsten hver tredje, der tager på arbejde, selv om de er syge, gør det af hensyn til deres kolleger.
Hos fagforbundet HK hører man ofte om, at folk går syge går på arbejde på grund af pres fra kollegerne.
- På nogle arbejdspladser bliver der set skævt til kolleger, der er syge, fordi det giver resten mere at lave. Det er helt uacceptabelt, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK, Svend-Erik Hermansen.
Andre årsager til, at vi slæber os på job, kan være tanken om bunker, der hober sig op, hensynet til kunderne, eller at man sætter en ære i ikke at have sygefravær.
Men det er ikke umiddelbart smart at tage syg på arbejde. Vi risikerer nemlig at smitte kollegerne og forlænge vores egen skranteperiode.