Brugte biler fulde af fejl

Stor gennemgang af 40.000 brugte biler afslører, at 95 procent af bilerne er fulde af fejl. Så få bilen gennemgået, inden du køber den.

Og det kan blive rigtig dyrt, hvis fejl på den brugte bil ikke bliver opdaget. Hvis der for eksempel er bremsefejl både for og bag, så koster det let mellem 6 og 8.000 kroner at få  det repareret. (Foto: Colourbox)Og det kan blive rigtig dyrt, hvis fejl på den brugte bil ikke bliver opdaget. Hvis der for eksempel er bremsefejl både for og bag, så koster det let mellem 6 og 8.000 kroner at få det repareret. (Foto: Colourbox)

Du risikerer let at den nye, brugte bil bliver ekstra dyr, hvis du ikke sørger for at gardere dig, inden du køber.

Det er nemlig ikke småfejl, der gemmer sig under motorhjelmen på de brugte biler. Faktisk skal du være rigtig heldig, hvis du støder på en brugt bil uden fejl. For 95 procent af de 40.000 brugte biler, som FDM har testet, er fulde af fejl. Faktisk havde hver bil i gennemsnit 6,1 fejl.

- Ligesom du ikke kunne finde på at købe et hus uden tilsynsrapport, bør du heller ikke købe en brugt bil uden at få den undersøgt. Eller du kan også indgå en aftale med sælger om, at han retter de fejl, der bliver fundet ved en brugtvognstest, siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen.

Få bilen tjekket

Han råder til, at du tager en ven med dig, når du skal se på brugte biler. For hos FDM oplever man, at alt for mange lader sig begejstre, når de ser på en brugt bil. Og så er det godt med en anden person, der kan have is i maven, og som kan stille de kritiske spørgsmål.

- Tag desuden vores tjekliste til køb af brugt bil med dig. Den hjælper dig med at gennemgå bilen, siger Jørgen Jørgensen.

Men selvom bilen klarer tjeklisten, bør du stadig få undersøgt bilen. For der er mange ting, du ikke kan se med det blotte øje. Der kan for eksempel. være bremsefejl eller fejl i styretøjet.

Se om der er gæld i bilen

Når alt er gennemgået, og du og sælgeren er blevet enige om en pris, så vent med at lægge pengene. For du skal læse slutsedlen grundigt igennem, før du skriver under. Få eventuelt en ekspert til at hjælpe dig.

Du skal desuden sikre dig, at der ikke er gæld i bilen. Det kan du undersøge ved at gå ind i bilbogen her.